Tiptopjack Harmony af Fuglevig

IMG_3888Dagligt kaldet “Winnie” er født den 04.08.10 og er, nøjagtig som med vor anden Cocker, importeret fra Nigel Partiss Kennel Tiptopjack i England.

Efter vi importerede Nick i januar 2010, blev vi virkelig “bidt” af Cockerne, og derfor kontaktede jeg Nigel i foråret 2011 for, at han skulle finde en tæve til os, som passede til Nick’s stamtavle. Kravet var en tæve af absolut topafstamning, hvor begge forældrene, i flere generationer, skulle have bevist der kvaliteter gennem flere år, og som var uden fejl (som lyd o.l.) og helst i farven sort. Nigel svarede, at det ville blive svært med så høje krav, men han ville forsøge. Efter små 2 måneder mailede Nigel til mig, at nu havde han fundet hvad jeg søgte. En ca. 11 måneders gammel tæve, han selv havde opdrættet, og der, som 8 ugers hvalp, var solgt til en god kammerat til ham. Kammeraten var imidlertid kommet i lidt økonomiske problemer, hvorfor han var villig til at sælge “Winnie”, som hun blev kaldt. Nigel havde taget Winnie hjem til sig, og testet hende gennem nogen tid, og han garanterede mig, at hun var uden fejl og en rigtig lækker tæve der helt sikkert ville falde i min smag, ligesom hun passede perfekt til Nick’s stamtavle, med senere avl for øje. Efter vi fik billeder af Winnie slog vi til, og vi hentede Winnie hos Nigel den 25. juli 2011. Winnie er, præcist som Nigel lovede, en super lækker tæve. Meget smidig, smart og hurtig. Hun har en lang ryglinie og et fremragende temperament, fuldstændig uden nogen former for nerver og alt nyt bliver modtaget med piskende hale. Hun er samtidig fuldstændig “apporteringsgal” og har den typiske “her kommer jeg” Cocker attitude. Hun er en “kælepotte” af de helt store, og sætter man sig ned, går der ikke mange sekunder før hun med et legende let spring sidder oppe på skødet af en, og så er der “dømt nusning”.
Winnie har samtidig en enestående stamtavle, hvor begge hendes forældre er F.T.Ch. Hendes mor, F.T.Ch. Broomfield Silk of Roydedge har 2 gange været kvalificeret til det engelske Cocker Championship med “et bestået” i 2009. Silky er igen efter 2 fremragende forældre, som begge har vundet det engelske Cocker Championship. Hendes mor er championshipvinder 2005, F.T.Ch. Willowbee Wren, som kun nåede at få et kuld hvalpe i England før hun blev solgt til USA for et kæmpebeløb. Silky’s far er championshipvinder 2006, F.T.Ch. Danderw Druid. Druid har, foruden en enestående markprøvekarriere, senere vist sig at være en fantastisk avlshan, og han har rekorden for at være far til flest afkom som er blevet F.T.Ch. Druid er samtidig også far til vor hanhund, Nick, hvorfor Winnie passer perfekt til linieavl på netop Druid.
Apport 4:2012Winnie’s far er F.T.Ch. Dardnell Dealer, igen en af Ian Openshaws super avlshanner. Dealer var selv kvalificeret til championshippet i adskillige år, og har senere vist sig også at være en fremragende avlshan, hvor han er far til 4 meget markante hunde i England. Dette er F.T.Ch. Mallowdale Gun, F.T.Ch. Mallowdale Grand, F.T.Ch. Mallowdale Guppy og F.T.Ch. Mallowdale Zander. Hvor fremragende disse er, også som avlsdyr, bevidnes af, at Zander igen er far til Championshipvinderen fra januar 2011 og Gun er far til 2. vinderen på selvsamme championship. Tæven F.T.Ch. Mallowdale Guppy er selv 3. vinder på Cocker Championship 2009, og man fortæller i England, at hvalpene fra hendes første kuld, tegner til at blive fantastiske. Winnie er altså halvsøster til disse 4 superhunde.
Forudsætninger er absolut til stede for, at vi i Winnie, har fået en superhund, også når vi taler om fremtidig avl, men kun fremtiden kan vise, om hun kan leve op til disse meget store forventninger.

Det var fra starten meningen, at det var Helle som skulle træne og fører Winnie, men her i foråret 2012, har det vist sig, at skulle vi få fuldt udbytte af hendes meget store evner og kapacitet, krævede det, at vi ændrede vore planer, og det betød, at jeg i juni måned overtog træningen af Winnie, idet Winnie virkelig brugte alle sine “tæve-tricks” overfor Helle. Dette trænerskifte, har nu betydet, at Winnie virkelig er gået fremad med stormskridt og hun har udviklet sig til at være en rigtig lille “eyecatcher” med en speed og et mod, som virkelig tager kegler. Winnie er den type hund, som får selv lette opgaver til at se spændende, iøjnefaldende og ekstraordinære ud og hendes enorme udstråling gør, at man umuligt kan undgå andet end at blive glad, når man ser hende arbejde. Winnie har dog endnu aldrig været med på jagt, ligesom der selvfølgelig endnu ikke er skudt fugle over hende, men hendes træning indtil nu, betyder, at vi ikke kan undgå andet end at have meget store forventninger til hende. Winnie er her den 4. august 2012, blevet 2 år, og jeg ser allerede nu, virkelig frem til at føre hende på markprøver i 2012, ligesom hun selvfølgelig vil blive brugt flittigt på mange af de jagter vi skal på. “She is a cracker”.
Du kan se Winnie’s stamtavle her: Winnie stamtavle