Nyheder Danmark 2017

Winnie er med hvalpe

(torsdag 14.12.17) Selvom der endnu er 3 uger til, at vor Cockertæve, Tiptopjack Harmony af Fuglevig (Winnie) skal føde er vi meget sikre på, at hun er med hvalpe. Vi har ikke fundet det nødvendigt at tage til dyrlægen for at få hende ultralydsscannet, det er blot at se på hende. Hun buler pænt og nydeligt ud på de rette steder og hårene omkring patterne har rejst sig og vender nu modsat, så der er fri adgang til mælkebaren for de kommende hvalpe.
Vi forventer stadig hun føder omkring 5. januar og vil selvfølgelig bringe nyt når der sker mere i sagen.

I dag er Winnie parret første gang

(fredag 03.11.17) Vor Cockertæve Tiptopjack Harmony af Fuglevig (Winnie) er i dag parret med vor tophan Tiptopjack Nickel af Fuglevig (Nick). Hun vil blive parret yderligere de følgende dage.
Dette betyder, at vi kan forvente hvalpe ca. 5. januar 2018. Om alt går vel vil hvalpene så være klar til afhentning ca. 2. marts 2018.
Dette bliver Winnies sidste kuld hvalpe.
Såfremt kuldet ikke bliver ekstraordinært stort eller der kommer en meget skæv kønsfordeling er hvalpene afsat på forhånd, men vi vil selvfølgelig bringe nyt omkring kuldet så snart fødselstidspunkt nærmer sig.


Endelig – Winnie er gået i løbetid !

(mandag 23.10.17) Vi har gået og ventet i mere end 1 måned og endelig er det sket, vor Cocker tæve, Tiptopjack Harmony af Fuglevig (Winnie) er gået i løbetid. Som tidligere annonceret betyder det, at Winnie vil blive parret med vor superhan Tiptopjack Nickel af Fuglevig (Nick). Dette vil blive Winnies sidste kuld hvalpe og hun og Nick har tidligere haft flere kuld hvalpe sammen med rigtig gode resultater. Bl.a. er vor egen meget lovende unghund Fuglevig Tweed, fra denne kombination. Umiddelbart er alle hvalpe reserverede på forhånd, hvilket betyder vi ikke skriver flere reservationer op, før vi kender det endelige resultat. Jeg går ud fra, at Winnie skal parres i næste uge (44), og hvis alt går vel, betyder det fødsel først i januar 2018. Vi vil selvfølgelig bringe nyt, når parring er overstået.

Sæsonens første jagt på Eliselund

(mandag 16.10.17) Som omtalt mange gange tidligere, har Helle og jeg lejet vor egen jagt på Ravnholt Gods. Området hedder Eliselund. Det er 5. sæson vi netop er gået igang med, og vi udsætter hvert år fasaner, som vi så hovedsagelig skyder over vore Spaniels ligesom vi også bruger Eliselund til hundetræning udenfor jagtsæsonen. Jagtsæsonen på Eliselund blev i går “skudt” igang med en lille roughshooting, hvor vi havde inviteret Tom og Henrik til at komme og skyde sammen med os. Helles achillesskade betyder, at hun endnu ikke kan gå med rundt, men hun blev så placeret på strategisk rigtig steder, hvor hun kunne stå stille, mens vi andre 3 gik rundt i terrænet med vore Spaniels foran. Vi havde en meget fin dag og efter 3 timers jagt, lå der 24 stk. vildt på paraden, fordelt med 19 fasankokke, 4 fasanhøner og en enkelt hare.

Uheldig start på jagt- og markprøvesæsonen

(søndag 01.10.17) Vore 2 unge Springertæver, Fuglevig Scarlet (billed længst til venstre) og Fuglevig Uma – begge 5. generation af vor egen tævelinie, havde vi meget store forventninger til her i starten af sæsonen. Scarlet som er 2,5 år skulle debutere på åben klasse markprøver og Uma 1,5 år gammel skulle debutere på jagt og indsamle erfaring til hendes videre karriere. Først skete uheldet med, at Helle archillessene sprang, så hun var ude af stand til at føre Scarlet på prøver, hvilket vi dog i første omgang rådede bod på, ved at jeg overtog Scarlet og skulle føre hende i stedet. Scarlet og jeg har trænet ihærdigt de sidste 3 uger og Scarlet var meldt til 3 prøver her først i oktober. Hvad opdager jeg så i dag – jo Scarlet er gået i løbetid, og kan derfor ikke bruges hele oktober måned, hvilket har betydet, at jeg har afmeldt Scarlet til de omtalte prøver. Markprøveprogrammet i denne sæson er sådan, at der ikke er nogen åben klasse markprøver i november måned, og det betyder, at Scarlets debut på markprøver nu må skydes til december måned, hvor vi håber Helle selv så vil være i stand til at føre hende. Uma skulle allerede havde været med på nogle små agerhønsejagter, men hun gik også i løbetid (i øvrigt hendes første) her for lidt mere end 1 uge siden, så hendes jagtdebut bliver også flyttet til sidst i oktober. Det var absolut hverken planlagt eller ønsket, at Scarlet og Uma skulle blive løbske nu, vi havde forventninger om, at vor Cockertæve Winnie skulle gå i løbetid i september, men hun har så modsat til 2 andre valgt at udskyde sin løbetid, og vi går stadig og venter på hun skal begynde, idet hun så vil bliver parret med Nick, for dermed at få sit sidste kuld hvalpe.

Tweed er blevet far for anden gang

(torsdag 14.09.17) I nat er vor unge Cockerhan Fuglevig Tweed (billed til venstre) blevet far for anden gang. Den brune tæve Beluga Bounty fødte ialt 5 hvalpe (billed nr. 2), fordelt mellem 3 tæver og 2 hanner. Der er 2 røde tæver og 1 brun tæve + 1 sort han og 1 rød han. Hvalpene vil være salgsklare den 9. november. Tæven Tikka (kaldes hun) er en god tæve med en glimrende afstamning og hvis nogen skulle være interesseret i en hvalp, henviser vi gerne til opdrætteren, som er bosiddende på Fyn.

1 hanhvalp til salg fra Keen/Conor kuldet

(onsdag 26.07.17) Vi fået en hanhvalp til salg fra vort nuværende Springerkuld efter Keen og Conor. Keen og Conors hvalpe er nu 11 dage gamle og hele kuldet var forlængst forudbestilt, hvorfor vi faktisk havde lukket ned for flere reservationer allerede i det tidlige forår, men en opringning her til morges, betød at en desværre måtte springe fra sin bestilling p.g.a. ændrede arbejdsforhold det næste års tid, hvor vedkommende skulle arbejde i København, og derfor kun ville være hjemme i weekenden. Derfor har vi en sort/hvid hanhvalp til salg. Interesserede kan kontakte mig på tlf. eller mail. Hvalpene vil være 8 uger og afhentningsklare lørdag den 9. september. Se mere under “Hvalpe/til salg”.

Keen har fået hvalpe

(mandag 17.07.17) I lørdags fødte Keen endelig sine hvalpe. Vi havde forventet de allerede var kommet onsdag den 12. juli, men de lod vente på sig. Efter Keen havde kæmpet med at føde i et døgn ( og flere telefonkontakter til dyrlægen), måtte vi lørdag tage til dyrlægen, og det endte desværre med, at Keen skulle igennem kejsersnit, da hun simpelthen ikke fik veer, på trods af flere hjælpende sprøjter. Der var ialt 8 hvalpe i hende. 1 døde under operationen og 1 døde desværre nogle timer efter vi var kommet hjem. Tilbage er 6 hvalpe, 4 tæver og 2 hanner alle sort/hvide. Alle 6 hvalpe har det nu super og Keen er kommet rigtig godt igennem al polemikken, og er faktisk upåvirket af at få skåret maven op, og oveni revnede livmodervæggen også, så hun måtte sys med flere sting end ellers. Umiddelbart burde alle hvalpe være solgt, idet vi havde 7 forudbestillinger, men vi er nu ved at kontakte de enkelte, og skulle der blive en til overs, bliver det selvfølgelig annonceret her.

Keen er med hvalpe

(onsdag 14.06.17) Der er ca. 4 uger til vor Springertæve Fuglevig Keen skal føde, men vi tør godt, allerede nu, love, at hun er med hvalpe. Ved mange tæver bliver evt. graviditet først rigtig synligt ca. 2 uger før fødsel, men ved nogle tæver kan det ses tidligere. Keens graviditet er især tydelig når hun lige har spist, for så får hun en ekstra bule på hendes mave. Vi forventer Keen føder omkring den 12. juli, og mon ikke hun føder ca. 7 hvalpe som hun plejer. Vi bringer selvfølgelig nyt i sagen, når fødslen er overstået.

Scarlet og Helle 2. vinder på Working Test

(mandag 12.06.17) I går afholdte Klubben for FT Spaniels en Working Test i forbindelse med et Spanieltræf her i Odense. Helle og vor Springertæve Fuglevig Scarlet var tilmeldt blandt 12 hunde, og de gjorde det rigtig fint. Slutresultatet blev 2. vinder. Ialt 5 hunde blev præmierede på dagen – der var således en 1. vinder, en 2. vinder og 3 x bestået.
Scarlet er netop fyldt 2 år (22.05.17) og er 5. generation af vor egen tævelinie, og hun og Helle har trænet meget sammen og den endelige plan er selvfølgelig deltagelse på markprøverne til efteråret. Forberedelserne er gjort, idet Scarlet nu har været på 2 træningsmarkprøver (med stor ros) og så Working Testen i går (2. vinder). En fin start som giver os forventninger til efteråret. Det er endvidere planen, at Scarlet skal have sit første kuld hvalpe i foråret 2018, hvor hun vil blive parret med vor egen superhan Countryways Conor af Fuglevig.

Vodka 13 år gammel i dag

(lørdag 20.05.17) Vor Springerhan FTW Fuglevig Vodka bliver i dag 13 år og selvom han er døv er han stadig meget frisk af sin alder. Vedlagte billede er faktisk taget i dag, og viser meget godt, at Vodka stadig har – “the look” – en fantastisk udstråling, hvilket altid har kendetegnet ham. Vodka har været en fremragende hund for os både som jagt-, markprøve- og avlshund. Vodka er således rigt repræsenteret i vor Springeravl her på kennel Fuglevig, og vi har en datter efter ham (Fuglevig Keen) og 2 børnebørn (Fuglevig Scarlet og Fuglevig Uma), og hans gennemslagskraft i avlen har været meget markant. Vodka har de seneste 4-5 år været fast indehund og han er vores alles øjesten og alle vore andre hunde forguder ham stadig.

Keen er parret første gang

(onsdag 10.05.17) I dag har Keen og Conor parret første gang, og de vil selvfølgelig også parre de næste par dage, så vi er sikre på det bære frugt. Om alt går som planlagt, betyder det vi kan forvente hvalpe omkring 12. juli, og det vil betyde, at hvalpene så bliver 8 uger i starter af uge 36 (5.-6. september) og dermed klar til afhentning.
Keen og Conor havde også hvalpe sammen i 2016, hvor vi selv har beholdt Fuglevig Uma fra kuldet. Ligeledes har vi andre fra kuldet til træning her, og kuldet tegner meget lovende, og vi har uden undtagelse kun meget positive tilbagemeldinger fra kuldet i 2016. Vi har derfor store forventninger også til kuldet i 2017. Vi vil selvfølgelig vende tilbage når der sker nyt.

Endelig – Keen er gået i løbetid.

(mandag 01.05.17) Vi har faktisk gået og ventet i mere end 1 måned, at vor Springertæve Fuglevig Keen (se billede) skulle gå i løbetid, og endelig er det sket. Jeg opdagede blod i dag i hendes hundegård, og selv om jeg har gået og holdt øje med hende, kan hun godt have været løbsk et par dage. Jeg forventer at parre hende i løbet af næste uge (uge 19) og faderen til hvalpene bliver selvfølgelig vor egen superhan, Countryways Conor af Fuglevig. Keen og Conor havde også hvalpe sammen sidste år, hvorfra vi selv har beholdt Fuglevig Uma. Vi har faktisk længe haft dette kuld hvalpe forudbestilt, så vi er bestemt ikke de eneste som har ventet utålmodigt på Keen. Vi vil selvfølgelig bringe nyt, når Keen er parret.

Hvalpehenvisning

(fredag 21.04.17) Som det kan læses under “Hvalpe/til salg” er vore Cocker hvalpe nu afhentet af deres nye ejere og vi er derfor ikke leveringsdygtige i Cockerhvalpe p.t. Skulle nogen være interesserede i super Cocker hvalpe, har vore 2 avlshanner, Tiptopjack Nickel af Fuglevig og Fuglevig Tweed begge haft tæver til parring, hvorfor vi kan henvise til disse kuld. Vor Springer avlshan, Countryways Conor af Fuglevig, har ligeledes haft tæver til parring, og også her henviser vi gerne til tæveejerne, hvis nogen skulle være interesserede.

Tweed er blevet far til sit første kuld hvalpe

(onsdag 12.04.17) Vort supertalent, Cockerhannen Fuglevig Tweed, blev i går far til sit første kuld hvalpe. 5 hvalpe, hvor 3 er røde og 2 er sorte blev resultatet, som også understreger, at Tweed åbenbart slår rimelig meget igennem, i hvert fald rent farvemæssigt, idet moren er sort. Et flot kuld som blev født af tæven Pixie på Sjælland. Tweed har altså ikke kun fået en fremragende start på sin markprøvekarriere men altså også som avlshan, selvom han p.t. kun er 21 måneder gammel. At andre også har fået øjnene op for Tweeds kvaliteter ses ved, at en anden tæve, også med topafstamning, (denne gang fra Jylland) kommer til parring hos ham her i løbet af påsken. Vi har jo også selv store planer med Tweed i fremtiden og det er meningen, at han skal parre vor supertæve Star (Maesydderwen Seren of Tembokali) i 2018. Hvis nogen skulle være interesserede i ovennævnte kuld hvalpe, henviser vi gerne til ejeren.

Star har født

(onsdag 22.02.12) Her til formiddag har Star født ialt 5 hvalpe, fordelt med 4  tæver og 1 han. Der er 1 brun tæve resten af hvalpene er sorte præcist som deres forældre.
Interessen for hvalpene har på forhånd været meget stor, men jeg har ikke taget imod reservationer af mere end 5, for ikke evt. at skuffe for mange. Reservationerne var dog af en lidt anden kønsfordeling end resultatet er blevet så jeg vil kontakte reservationerne i morgen for at høre nærmere. Hvis der evt. bliver en tævehvalp til salg, vil jeg selvfølgelig oplyse det her på siden.

Star er tyk 2 dage før forventet fødsel

(søndag 19.02.17) I dag har Star fået et bad, hun er kommet ind til os at gå og vi har gjort føderummet klar, så alt er klar til hun skal føde om ca. 2 dage. Star er tyk og hvis jeg skal komme med et forsigtigt gæt får hun 5-6 hvalpe, da jeg synes hun er tykkere end da hun fødte sidste gang. Det bliver så rigtig spændende at se kønsfordelingen, men her må vi vente indtil det hele er overstået. Vi forventer hun føder tirsdag, men det kan sagtens svinge nogle dage. Vi bringer selvfølgelig nyt så snart det hun har født.

En begivenhedsrig start på 2017 for Tweed

(torsdag 09.02.17) Min purunge Cockerhan Fuglevig Tweed (kun 18 mdr. gammel) har haft en begivenheds start på 2017. I januar måned kvalificerede han sig til deltagelse i vinderklassen på markprøver og i dag havde han så sin første tæve til parring. En rigtig god tæve af super afstamning, hvor både tævens far og mormor har vundet Dansk Markprøvemesterskab. Jeg var selvfølgelig lidt skeptisk om Tweed kunne klare opgaven allerede nu, men igen var det “a piece of cake” for ham at parre tæven, og som med alt andet klarede han opgaven med bravour. Hun skal selvfølgelig parres de næste dage også, og så bliver det meget spændende at se, hvad der kommer ud af anstrengelserne. Skulle nogen være interesseret i hvalp efter Tweed, henviser jeg gerne til tæveejeren som er bosiddende på Sjælland.

En super jagt- og markprøvesæson er slut

(torsdag 02.02.17) En rigtig travl jagt- og markprøvesæson sluttede her 31. januar. Jagtsæsonen har igen været fremragende på vor jagt på Eliselund, selvom vi i denne sæson, ikke har haft tid til at komme der så tit som de andre år. Alligevel har vi ialt skudt 90 fasaner og 3 harer, hvilket er meget tilfredsstillende. Markprøvesæsonen var min 30. sæson på markprøver, og at jeg åbenbart ikke er helt rusten endnu bevidnes af, at jeg, hvad angår antal markprøvepræmieringer, har haft min bedste sæson nogensinde med ialt 8 præmieringer ud af deltagelse på ialt 17 markprøver. Ligeledes har jeg aldrig tidligere fået markprøvepræmieret 3 forskellige hunde på 1 sæson. Mest overraskende for mig selv, var at jeg kunne kvalificere purunge Tweed (18 mdr.) til vinderklassen, og jeg ser rigtig meget frem til at føre ham her i kommende sæson. Han er et kæmpe talent, som jeg har de største forventninger til. Inden sæsonen havde jeg store forventninger til mine 2 vinderklassehunde – Conor og Star. Conor har været på 8 prøver og har opnået 5 x bestået, resultater der vidner om en vis stabilitet med et højt bundniveau, men jeg havde håbet på mere, især når jeg ved hvordan Conor arbejder når han er bedst. Han har imidlertid haft svært ved, at vise sit topniveau i 2 slip på samme dag, hvilket jeg vil forsøge at råde bod på i næste sæson, for Conors talent rækker absolut til resultater helt i toppen. Star er mere en “alt eller intet” type. Hun kan gå på et niveau hvor “englene synger”, men når man er deroppe, er fejlmulighederne også større. Star blev ført på 7 prøver og opnåede 2 x bestået. Bl.a. på Mesterskabet var hun meget tæt på, men fejlede desværre til aller sidst. Hendes potentiale er enormt, og også hun vil igen blive ført i kommende sæson. Dette betyder, at kommende sæson igen bliver meget travl, hvor jeg så skal have ført 3 hunde i vinderklassen – og ja jeg glæder mig rigtig meget til udfordringen.

Hvalpetilværelsen slutter nu

(torsdag 26.01.17) En meget travl jagt- og markprøvesæson slutter i næste uge, og det betyder, at jeg endelig får tid til at tænke på Kennel Fuglevigs fremtid. Fremtiden kredser sig om de 2 tæver af eget opdræt, Springeren Fuglevig Uma (9 mdr. gammel og 5. generation af egen tævelinie) og Cockeren Fuglevig Wilma (Puppy – 7 mdr. gammel og 2. generation). Hidtil har disse 2 “unge damer”, fået lov til at nyde hvalpetilværelsen i fulde drag, hvor der ikke er sat de store krav til deres opførsel, udover hvad der er nødvendigt i dagligdagen. Dette vil ændre sig fra næste uge, idet den egentlige træning af begge vil begynde. Jeg glæder mig rigtig meget til fremtiden, for de ser begge endog meget lovende ud.

Star er med hvalpe

(mandag 23.01.17) Som det har kunnet læses her på siderne, er vor super Cockertæve, Maesydderwen Seren of Tembokali (Star), kort før jul, blevet parret med Tiptopjack Nickel af Fuglevig. Her en lille måned før forventet fødsel, kan det ikke skjules længere, at Star er med hvalpe, idet hun allerede nu er begyndt at bule ud, især er det tydeligt efter fodring. Som det kan læses under “Hvalpe/til salg” er alle hvalpe reserveret på forhånd, men det er endnu for tidligt, at begynde at spå om, hvor mange hun får, og det er klart, at kønsfordelingen kan vi først udtale os om efter fødsel. Vi vil bringe nyt, når der sker mere.

Tweed er i dag blevet kvalificeret til deltagelse i vinderklassen

(onsdag 18.01.17) I dag blev sæsonens sidste åben klasse markprøve afholdt på Gavnø Gods, som er beliggende ved Næstved på Sydsjælland. Jeg havde tilmeldt min Cocker han Fuglevig Tweed på trods af han kun er 18 måneder gammel. Denne markprøvesæson er min 30. sæson og selv om jeg har ført mange hunde, både Labrador, Springere og Cockere igennem disse 30 år, så har jeg aldrig før tilmeldt så ung en hund til en markprøve. Jeg har altid haft den holdning, at hunden skulle være minimum 2 år før den var moden nok til markprøver. Men Tweed har lige fra starten været speciel, og jeg har tidligere omtalt ham, som måske det største talent jeg nogensinde har ejet. Tweed styrker ligger især i hans temperament og han lader sig ikke hidse op af ting, som langt de fleste andre hunde gør – Tweed er virkelig “cool” og er ligeglad med al den megen hurlumhej omkring ham med mange mennesker og hunde. Han bevare roen indtil det bliver hans tur, og det skete også i dag, han gik rigtig godt og blev sluttelig 4. vinder eller nr. 3 blandt de deltagende hunde, da der ikke blev nogen 1. vinder udnævnt. Resultatet betyder, at Tweed nu er kvalificeret til vinderklassen, og jeg glæder mig allerede til at føre ham i næste sæson – for han er bare super.