Sparkfield Dee Dee

(1985-1998). Dee Dee var ud af fantastisk afstamning (Shot of Tasco – DK.BR.CH. Blackharn Brett), idet hun var ren linieavl på den legendariske F.T.Ch. Swinbrook Tan, og hun var samtidig en fortrinlig jagthund, og netop den type hund jeg favoriserer, nemlig forrygende varm, meget hårdtgående, med ypperlige vildtfindende egenskaber og samtidig med en udstråling der sagde “spar to”.
Min erfaring på daværende tidspunkt (1985) var måske lidt for tynd til at kunne styre en tæve med Dee Dee’s format. Hun blev dog ført på markprøver, og opnåede også hæderlige resultater. På Test (eller B-prøver, som det dengang hed) opnåede hun 2 x 1. præmie i åben klasse, men hun blev aldrig ført i vinderklasse på test, da det først og fremmest var markprøverne som havde min interesse.  Her slog hun da også rimelig til med 1. præmie i åben klasse, og på den første internationale vinderklasse markprøve, som blev afholdt i Danmark i 1989 på Brahetrolleborg Gods (se billede), opnåede hun en 3. vinder med CK. Hun førte faktisk prøven suverænt indtil sidste fugl, idet hun undervejs havde eyewipet 7 andre hunde. Sidste fugl var desværre en dirigering over vand, og hvis der var noget Dee Dee ikke kunne, så var det at blive dirigeret på vand.  Jeg fik fuglen hjem, men først efter megen højlydt føring, og Dee Dee strøg fra en sikker 1. vinder til en 3. vinder – det var rigtig ærgeligt, men absolut ikke urimeligt på trods af hendes suverænitet tidligere på prøven.

Dee Dee skulle selvfølgelig være stammor til mit Fuglevig opdræt, og hun havde sit første kuld hvalpe i 1989 med DK.BR.Ch. Pocklea Tempest of Drakeshead som far. Her beholdte jeg selv en tæve, Fuglevig Scarlet (se billede), men hun kom mærkelig nok aldrig i løbetid, hvorfor jeg solgte hende som familiehund.
Dee Dee’s næste kuld hvalpe var i 1992 og faderen til dette kuld var min egen superhan Kali Kama Jason (se på hans side). Både Dee Dee og Jason hørte, på daværende tidspunkt, absolut til “toppen af poppen”, og jeg havde meget store forventninger til denne parring, og jeg ville selvfølgelig selv beholde en tæve fra dette kuld.
Katastrofen skete desværre, idet kuldet indeholdt flere hvalpe med muskelsvind, i dag kendt som myotopi. Når muskelsvind kommer til udbrud i et kuld, ved man, at begge forældredyr er bærere af sygdommen, så på den baggrund besluttede jeg at udelukke begge mine tophunde fra avlen – en meget svær beslutning, når man tænker på begge hundes fremragende egenskaber, og ikke mindst stamtavler.

Dee Dee forblev dog en førsteklasses jagthund, og hun blev brugt rigtig meget som apportør på adskillige fynske godser, selv da hun havde opnået en høj alder.
På hendes gamle dage havde Dee Dee udviklet en special teknik, når vi stod på post. Jeg havde som oftest 3-4 Labradors med mig, men Dee Dee placerede sig altid bag mig, og havde kun øje for en ting, og det var fugle, som hun kunne se, blive anskudt i luften. Dette var tit fugle vi andre måske ikke bemærkede, men Dee Dee gjorde, og hun kunne sidde og følge disse fugle i lang tid, for at kunne se hvor de gik ned. Når jeg så sendte hende, sansede hun kun disse fugle, og hun kunne springe over flere dødskudte fugle, for at komme længere ud til anskydningerne, og hun kunne gå utroligt langt efter disse. Dette var selvfølgelig, i jagtsammenhæng, en fortrinlig egenskab, men det var også et irritationsmoment, for var Dee Dee først sendt, så kunne hun aldrig drømme om at vende tilbage, før hun havde en fugl i munden, dette uanset hvor meget man kaldte. Jeg har rigtig mange gange måtte blive tilbage i en såt, for at vente på Dee Dee, mens de andre kørte videre, og jeg har måttet høre på rigtig mange velmente drillerier omkring dette, men det var selvfølgelig en stor triumf, når hun så endelig kom tilbage, som oftest med en anskudt fugl i munden.

Dee Dee døde i 1998, 13 år gammel, og havde haft et forrygende liv med det hun elskede aller mest, nemlig jagt. Det ærgrer mig stadig den dag i dag, at jeg ikke kunne bruge hende i avlen, for hun var en aldeles fremragende hund.