FTW Fuglevig Uma

Uma er født den 9. april 2016 og er efter vor 2 egne superhunde Fuglevig Keen og Countryways Conor af Fuglevig. Uma er således (nøjagtigt som Fuglevig Scarlet) 5. generation af vor egen tævelinie. Uma er resultatet af en længe planlagt parring, idet vi netop importerede Conor fra England til at passe til vor egen tævelinie, så det er klart, at vi har meget store forventninger til Uma i fremtiden. Uma bliver min hund, og jeg glæder mig rigtig meget til at komme igang med træningen af hende. Indtil nu har hun virkelig et Conor temperament (fuldstændig cool) og hun er tosset med at apportere tennisbolde. Rent udseendemæssigt ligner hun sin mor rigtig meget, men det kan selvfølgelig ændre sig når hun bliver ældre. Vi vil selvfølgelig bringe nyt her på siden, når der sker nyt med Uma.

2017
Jeg startede den egentlige træning af Uma i foråret 2017, og hun har  fra starten været en af de nemmeste hunde at træne jeg nogensinde har haft. Hun er utroligt pleasende og blot en lille korrektion ved fejl, betyder, at hun retter ind øjeblikkeligt. Hun er fuldstændig ukompliceret og træningen har fra starten været en lang optur, hvor jeg reelt aldrig har oplevet, at vi skulle gå tilbage i træningen for at repetere noget. Det samme gælder, hvis hun har holdt en pause i træningen, når vi starter op igen kan vi begynder der vi sluttede sidst. Hun glemmer ikke det hun har lært. Rent søgs- og stilmæssigt har hun en meget lav hoved- og haleføring, hvor halen konstant er i bevægelse og det gør hende til en meget stor fornøjelse at se på samtidig. Stilmæssigt i søget ligner hun sin mor rigtig meget, men hendes temperament og øvrige adfærd er ligesom hendes far. Hun er dog heldigvis ikke så blød som Conor. Hun er, som sin far, fuldstændig cool og er uden nogen former for lyd og helt fra starten er det faldet hende fuldstændig naturligt, at sidde stille og roligt og se andre hunde arbejde også. Hen over sommeren, havde jeg rigtig store forventninger til hende, og det var min plan, at tage hende med på jagt allerede på de første agerhønsejagter i slutningen af september. Her var uheldet dog ude, fordi hun startede sin første løbetid den 13. september, hvilket betød, at den jagterfaring jeg ville have givet hende først på sæsonen måtte opgives.
Umas løbetid sammenholdt med jeg havde 3 vinderklassehunde og Helles Scarlet, jeg også skulle træne, gjorde, at hun reelt lå stille indtil midten af oktober, hvorefter jeg startede hende langsomt op igen. Ca. 1. november besluttede jeg mig for at prøve at skyde den første fasan over hende, og også dette gik som en leg, uden nogen former for komplikationer. Hun flushede fasanen, jeg skød den mens hun sad stille og roligt, og da jeg bad hende om at apportere fuglen, blev den bragt uden problemer overhovedet. Ja hun tog den blot i munden som om hun havde prøvet det mange gange før.
Her medio november, vil jeg prøve at tage hende med på en lidt større jagt med flere mennesker og hunde, og mine forventninger til hende er, at også dette vil hun tage fuldstændig cool og blot udføre det arbejde jeg beder hende om.
Jeg har endnu ikke besluttet om jeg vil føre hende på markprøver allerede i denne sæson eller vente til næste, men fortsætter hun sin meget positive udvikling, vil det ikke være utænkeligt, at jeg melder hende til en prøve i december eller januar.

2018
I slutningen af jagtsæsonen 2017/18 nåede Uma, at få en del jagterfaring, idet jeg hele december og januar måned havde hende med mig både på mindre og større jagter. Særligt en situation var fantastisk. I januar måned 2018, var jeg på slyngeljagt på Hverringe gods, og på 1 post hvor jeg stod for, havde jeg kun taget Uma med. Der kom bl.a. en fasankok, som jeg desværre anskød, og som gik ned ca. 20 meter bag os. Straks den ramte jorden løb den bagud henover en bakke, hvor jeg ikke kunne se den mere. Jeg ærgrede mig faktisk over, at jeg kun havde taget Uma med på denne post, for hun havde på dette tidspunkt aldrig apporteret en levende fasan før. Jeg havde dog intet andet at gøre end at sende hende, og hun fløj direkte til nedfaldsstedet, som hun afsøgte kort tid, og herefter tog hun fod op af den løbende fasan og forsvandt henover bakken. Jeg stod og ventede et par minutter, og så kom Uma til syne oppe på bakken med den sprællevende kok i munden. Hun kom direkte til mig og afleverede perfekt. En fantastisk fugl at få hjem, og også en situation, som for mig beviste, hvor kæmpe et talent Uma er som vildtfinder.
Forår og sommer 2018, trænede jeg Uma intenst for det var selvfølgelig planen, at hun skulle føres på markprøve samme efterår. Uma var med på et par agerhønsejagter i slutningen af september, og her gik hun aldeles fremragende, og var helt klar til markprøvesæsonen.
Markprøvesæsonen startede dog uheldigt, fordi der i Danmark kun var meget få åben klasse prøver tilrettelagt, og samtidig var jeg uheldig, ikke at blive udtrukket til de første. Jeg besluttede derfor, for første gang nogensinde, at melde hund til markprøve i Sverige. Uma havde derfor sin debut i Sverige den 13. oktober, men var meget uheldig, fordi hun udgik på at gå forbi fugl. En fasanhøne som sad og trykkede, og som Uma passerede i en afstand på ca. 20 cm, men i forkert vind, og det betød jeg trådte fuglen op, og vi udgik.
Hendes næste prøve var på Oreby Gods på Lolland den 2. november (se billede), her var Uma så heldig at komme med på et afbud. Uma gik faktisk en rigtig god prøve, hvor hun bl.a. i første slip skulle afsøge en meget lille remisse, hvor fasanerne sad nærmest skulder ved skulder. Uma bevarede dog hovedet koldt og efter adskillige flush af mange fugle, blev en fasan skudt ned på pløjemarken, som Uma apporterede nemt. I andet slip fik Uma et super terræn og gik faktisk fremragende. Til sidst selvudløste en fugl fremme, og den blev skudt ned, men var anskudt og løb yderligere kort fremad og forsvandt i nogle brombærranker. Uma så desværre ikke fuglen, da hun var inde i tæt brombærkrat, hvilket betød, at jeg skulle dirigere hende et godt stykke frem. Jeg havde dog problemer med at få hende langt nok ud, fordi der var rigtig meget fært af levende fugle, vi skulle dirigere forbi. Til sidst lykkedes det dog og den levende fugl kom hjem. For den præstation fik hun et bestået, men vi var jo kommet efter mere, idet man skal have en vinderplacering for at komme videre til vinderklassen.
Uma’s 3. prøve var den 13. november på Hverringe Gods her på Fyn. Uma gik fremragende under vanskelige forhold. Hun startede faktisk med en overbevisende eyewipe af en konkurrent og fortsatte herefter på samme måde i begge sine slip. Selv om konkurrencen var rigtig hård med mange andre rigtig gode hunde, med rutinerede førere, blev Uma suveræn 1. vinder. Jeg har gået på markprøver i 30 år,  og mindes ikke tidligere, at have oplevet nogle af mine hunde, have så rene slip, uden blot det mindste lille minus at sætte fingrene på. Uma gik til UG og slange, hvilket dommeren var fuldstændig enig med mig i. En super dag, og hvis nogen skulle være overtroiske, så skete det den 13. november og Uma havde katalog nr. 13. Det er pragtfuldt, at have en hund, som man mener er et kæmpe talent og som så samtidig beviser det på en markprøve. Det gør det heller ikke ringere, at Uma er opdrættet her på Kennel Fuglevig, hvor hun er 5. generation af min egen tævelinie.

Uma var nu kvalificeret til deltagelse i vinderklassen og kunne samtidig uofficielt kalde sig FTW (Field Trial vinder).  Jeg nåede lige, at efteranmelde hende til en vinderklasse på Sjælland den 16.11. p.g.a. afbud. Samme morgen luftede jeg Uma inden jeg skulle afsted, og bemærkede her, at hun haltede svagt. Jeg kiggede på hendes pote, men kunne i halvmørket ikke se hvad der skulle være årsagen, og når jeg bad hende om at søge, så haltede hun ikke mere. Jeg valgte derfor at tage til Sjælland. Når vi gik mellem såterne på prøven haltede Uma, men så snart hun kom ind, var det slut med at halte, jeg bemærkede dog, at hun var gået 1 gear ned i tempo, i forhold hvad hun plejer. Uma gik faktisk en rigtig god prøve her i hendes debut i vinderklassen, men konkurrencen den dag var hård, og Uma måtte nøjes med et bestået, hvilket nok var fordi hun manglede lidt mere tempo. Da jeg kom hjem undersøgte jeg Uma nærmere under skarpt lys, for at se om jeg kunne finde ud af hvorfor hun haltede. Det viste sig, at Uma havde flækket en negl på sit ventre forben. Den var flækket på tværs (se billede), hvilket må have gjort rigtig ondt, for man kunne tydeligt se ind til det reneste kød. Jeg må indrømme, at jeg blev endnu mere stolt af Uma præstation i hendes debut i vinderklassen. Den flækkede negl betød en mindre operation under narkose, hvor neglen blev fjernet og selvfølgelig pause for al træning og jagt. Først 1 måned senere var hun igen på prøve. At hun havde ligget stille i længere tid, blev tydeligt på prøven, idet hun havde problemer med at holde kontakt til mig, og da hun samtidig knaldapporterede efter et flush, udgik vi. Jeg havde faktisk meldt Uma på endnu en prøve i slutningen af januar 2019, men måtte her melde afbud, idet Uma på en jagt, 1 uge før prøven, havde fået en relativ dyb flænge i den ene trædepude, hvilket betød at hendes jagt- og prøvesæson 2018/19 sluttede lidt for tidligt. Uma vil blive ført i fuldt omfang i vinderklassen i sæsonen 2019. Vi har planer om, at Uma skal have sit første kuld hvalpe i 2020, hvor hun, om alt går vel, skal parres med vor nye engelske import, Whiznic Samboo af Fuglevig (se under hans side). Dette vil så være 6. generation af vore egen tævelinie.

Du kan downloade hendes stamtavle her: Uma stamtavle