F.T. Cocker Spaniels

Jeg har gået på jagt – og trænet med Cockere i mange år, og jeg har altid været imponeret over deres store udstråling, personlighed og “her kommer jeg” attitude. For mig er den store forskel mellem Cockere og Springere selvfølgelig deres størrelse (Cockerne er mindre), men især deres måde at afsøge et terræn på er forskellig. Springerne er mere maskinagtige i deres søgsmønster, hvor de anlægger deres søg mere struktureret med glidende bevægelser fra side til side, selvfølgelig alt efter vindforhold. Cockerne derimod har et søgsmønster der er langt mere impulsivt og ustruktureret, hvor enhver antydning af fært følges op og undersøges. Alt efter smag har Cockernes søg ikke samme flow som en Springers, men er mindst lige så effektivt, og Cockerne er, for mig, nemmere at læse i deres søg end Springerne. Cockerne har ligeledes deres force når vi taler om udholdenhed eller stamina, som Englænderne kalder det. Cockerne har en nærmest medfødt udholdenhed, som er større end Springernes, hvilket tydeligst ses på større jagtdage, hvor Springerne sidst på dagen har udtømt deres reserver, hvor imod Cockerne bare bliver ved og ved. Hemmeligheden bag Cockernes ekstra udholdenhed ligger måske i deres søgsmønster, hvor de ikke bruger så mange unødige kræfter som Springerne gør. Cockernes mindre størrelse gør også, at de tit har mulighed for at komme under terrænet, fremfor at springe over det, og dette kan betyde større effektivitet, hvis Cockeren ellers er en type der vil arbejde i alt slags terræn.

Forskellen mellem Cockerne og Springerne er også, at udbuddet af Springere er langt større, d.v.s., at der bliver født langt flere Springerhvalpe end Cockerhvalpe, i hvert fald når vi taler om F.T. typen. Cockernes mindre udbud af hvalpe betyder også, at man skal se sig rigtig godt for, når man køber hvalp, fordi risikoen for at få “en nitter” er større. Især i disse år, hvor Cockerne har fået en nærmest eksplosionsagtig popularitet, er der desværre en tendens til, at der bliver produceret hvalpe på forældredyr af tvivlsom kvalitet, simpelthen fordi deres popularitet gør, at de måske er nemmere at afsætte. Dette har betydet, at Cockerne har fået et problem, især omkring at give lyd, d.v.s. piberi eller sågar at give hals, og denne brist er højst uønskelig hos en Spaniel, idet der ikke findes noget mere irriterende på en jagt, end en hund der konstant piber, når man står på post eller går igennem terrænet. Samtidig er piberi en diskvalificerende fejl på en markprøve.

Der er dog ingen tvivl om, at ser man sig godt for, og får den “rigtige” Cocker så er vejen banet til jagtoplevelser af de helt store.