Nyheder Danmark 2018

Whiznic Samboo af Fuglevig kommer til Danmark

(tirsdag 11.12.18) Så er rejsen til Wales booket og det betyder, at vor nye Springer hanhund kommer til Danmark den 10. januar 2019. Jeg kører selv over for at hente ham, hvilket betyder, at jeg kører mandag den 7. januar til Holland, hvor jeg sejler over til Harwich, og kører herefter til Wales. Efter en overnatning i Wales, kører jeg hele turen tilbage igen (ialt ca. 3.000 km) og forventer at ankomme her på kennel Fuglevig igen sen eftermiddag den 10. januar med Sam i bilen. Hans navn er Whiznic Samboo af Fuglevig (vil kalde ham Sam) og han er født den 20.09.18. Han var den eneste sort/hvide hvalp i kuldet, men fordi jeg var så tidligt ude (foråret 2017) fik jeg første valg efter opdrætteren selv. Ovenstående billede er ikke af bedste kvalitet, men et jeg har fået tilsendt. Jeg har yderligere set flere videoer af ham. Jeg har selvfølgelig meget store forventninger til Sam og hans stamtavle passer perfekt til vor tævelinie, hvor han, om alt går vel, vil sætte sit præg på 6. og 7. generation af vor tævelinie, ligesom han passer perfekt til andre børn efter Conor. Du kan se Sams stamtavle her: Whiznic Samboo

Fuglevig Uma debuterer i vinderklassen

(søndag 18.11.18) Efter Uma’s 1. vinder i åben klasse tirsdag den 13. november på Hverringe Gods, fik jeg mulighed for at efteranmelde hende på en vinderklasse afholdt på Kattrup gods på Sjælland i fredags. Om morgenen bemærkede jeg hun var en smule halt på venstre forben og da jeg undersøgte hende kunne jeg ikke finde ud af hvorfor, men da jeg bad hende om at søge, var der ingen halthed at se. Jeg tog derfor af sted til Sjælland. Uma gik her 2 fremragende slip, men jeg bemærkede dog, at hun manglede et gear i hendes tempo, i forhold til hendes normale standard. Uma endte med at få “et bestået” i sin debut i vinderklasse. Jeg bemærkede på prøven, at når hun gik udenfor kæden var hun lidt halt på venstre forben, men når hun var inde til afprøvning var der intet at se, bortset fra hun manglede lidt tempo. Her til morges så jeg igen hun trak på venstre forben, og nu tog jeg hende under lup, for at finde årsagen. Efter nærundersøgelse under skarpt lys, finder jeg ud af, at hun har flækket en negl på langs på venstre forben, helt ind til negleroden. Det må virkelig have gjort ondt, men det viser samtidig hvor enormt sej Uma er. Min lille super tæve gennemfører og bliver endda præmieret efter 2 slip med en flækket negl i hendes debut i vinderklassen. Der var derfor intet at sige til, at  hun manglede et gear. I morgen går turen til dyrlægen. Love her !!!

Fuglevig Uma bliver 1. vinder på åben kl. markprøve

(Tirsdag 13.11.18) Efter en træg start på markprøvesæsonen, var jeg i dag, deltager på åben klasse markprøve på Hverringe Gods på Nordfyn. Jeg deltog med vor egen Springer tæve af 5. generation, Fuglevig Uma. Uma gik 2 fremragende slip uden at sætte bare en lilletå forkert, og selvom konkurrencen var rigtig hård, så formåede Uma at vinde prøve, hvilket jeg selvfølgelig er ovenud tilfreds med. Resultatet betyder, at Uma nu kan benævnes som Field Trial Winner (FTW) og samtidig kvalificerede resultatet hende til deltagelse i vinderklassen. Inden Uma sejr i dag, havde hun opnået et bestået på en anden åben klasse markprøve. Uma er efter vor 2 egne avlshunde hanhunden Countryways Conor af Fuglevig og Fuglevig Keen. I øvrigt har den sidste uge været en fremragende en af slagsen for Conor som avlshan. I sidste uge debuterede en anden af hans børn, tæven -Stjernedahl Aggi på Åben klasse markprøve på Sjælland. Aggi opnåede en 3. vinder og er så også kvalificeret til vinderklassen. Conor har altså nu 2 afkom som har deltaget på markprøver – resultat: 1 x 1. vinder og 1 x 3. vinder.

Sæsonens første jagt på Eliselund

(Søndag 07.10.18) I går havde vi årets første jagt på Eliselund. En super dag, hvor vi var 6 personer som gik og skød over vore Spaniels. Resultatet blev 24 fasaner på paraden, hvilket vi var rigtig tilfredse med. Det er lækkert, når man hver dag bruger tid på at passe vore udsatte fasaner, og så jagten også lykkes. Der blev dagen igennem vist rigtig godt hundearbejde og der blev produceret fugl i hver eneste såt vi tog. Jeg selv havde Star, Tweed og Uma med mig, og især Uma imponerede mig meget og hendes bundniveau er efterhånden meget højt. Uma skal debutere på markprøver lørdag den 13. oktober, hvor hun har været så heldig, at blive udtrukket på en markprøve i Sverige. Jeg glæder mig rigtig meget til denne dag og krydser fingre for, at Uma får vist sit meget store potentiale på prøven.

I torsdags var sorgens dag på Kennel Fuglevig

(lørdag 08.09.18). Vor Cockerhan Tiptopjack Nickel af Fuglevig – dagligt kaldet Nick – måtte vi desværre aflive i torsdags kun 9 år gammel. Nick har været syg et par måneder, og vi frygtede fra starten, at han havde fået leukæmi. Med hjælp fra vor dyrlæge har vi gjort alt menneske muligt for, at han kunne blive rask igen, men der findes desværre ingen helbredelse til hunde mod leukæmi. Til sidst blev Nick så dårlig, at der simpelthen ikke var anden udvej.
Kennel Fuglevig har nu eksisteret i snart 30 år, og Nick vil altid blive husket som en af de aller største stjerner, som vi har ejet. Nick har været min bedste all round jagthund nogensinde, og lige meget hvilken jagtform man benyttede ham til var han en stjerne og superstar. Nick er samtidig stamfar til vort Cockeropdræt, og heldigvis har vi beholdt 2 børn efter ham, nemlig hanhunden Fuglevig Tweed og tæven Fuglevig Wilma (Puppy). Nick er ligedes far til mange andre hunde, hvis evner nydes af ejere rundt omkring i Danmark. Et alt for tidligt farvel til “my best mate”.

Scarlet har født hvalpe i dag

(mandag 06.08.18) Præcist som forventet har Scarlet født hvalpe i dag. Hun startede i nat og fødte sidste hvalp kl. 14.30 her til eftermiddag. En langsommelig og hård dag for hende, men der var også hele 9 hvalpe i hende – altså noget mere end vi havde forventet. Alle hvalpe er sort/hvide præcist som forventet og fordelingen er 6 tæver og 3 hanner – et meget flot kuld, hvor hvalpene virker meget ens. Vi havde taget imod reservationer på 7 hvalpe (4 hanner og 3 tæver), idet det var det antal vi ca. forventede. Udover disse 7 har vi dog haft flere som har kontaktet os og var meget interesserede, men alle har fået at vide, at de må vente til efter hvalpene er født, så vi kan se om der evt. er hvalpe i overskud. Umiddelbart er der 1 han i underskud og 3 tæver i overskud, hvilket kunne tyde på, at vi har ca. 2 tæver til salg. Vi vil kontakte vore reservationer i morgen, hvorefter vi vil få et klart overblik, idet man aldrig ved, om en af dem som har reserveret en hanhund, måske vil have en tæve i stedet. Følg med her på siden, hvis man evt. er interesseret i en hvalp.

En uge til at Scarlet skal føde

(mandag 30.07.18) I dag er der en uge til, at vi forventer vor Springertæve Fuglevig Scarlet skal føde sine hvalpe. Selvom hun er tyk synes vi hun klare varmen rigtig flot og hun virker frisk og rørig. I torsdag var hun hos dyrlægen for at få sin sidste vaccination mod herpes virus, og her vejede vi hende også, og han vejede faktisk 3,5 kg mere end normalt. Denne vægtforøgelse passer rigtig godt med vor fornemmelse, grundet hendes mavestørrelse. Vi forventer hun vil føde 7-8 hvalpe. Vi bringer selvfølgelig nyt, når der sker yderligere.

Ny Springer avlshan fra Wales

(søndag 23.07.18) For mere end 3/4 år siden, bestilte jeg en ny Springer hanhund i England. Vor nuværende avlshan Countryways Conor af Fuglevig har vi været enormt glade for og han har passet perfekt til vor tævelinie. Imidlertid bliver vi nød til at være på forkant med udviklingen, sådan at vi også har en ny hanhund som passer til Conors børn, herunder bl.a. Fuglevig Uma, sådan vi kan fortsætte med vor tævelinie, hvor 6. generation bliver født her først i august (se nedenstående). Jeg har længe fuldt intens med hvad der foregik i England, og fandt frem til tæven som skal være mor til vor kommende hvalp. Da jeg havde fundet hende, var næste spørgsmål selvfølgelig hvornår hun skulle have hvalpe, og ikke mindst med hvilken hanhund hun skulle have hvalpe med. Ejeren af tæven bor i det vestligste Wales og da han endelig fortalte mig hvilke hanhund han ville bruge, slog jeg straks til og bestilte en hvalp. Tæven er netop blevet parret her i denne weekend, og vi kan derfor forvente vor kommende hanhvalp bliver født omkring 22. september 2018. Herefter er det så kun at vente til han bliver gammel nok til afhentning. Uden p.t. at ville afsløre navne kan jeg oplyse, at faderen er FTCh (den brun/hvide på billedet) og moderen (den sort/hvide) er 1. vinder både på åben klasse og vinderklasse i England. moderen har tidligere haft hvalpe med anden hanhund, og fra det kuld er der 2 hvalpe som er ført på markprøve åben klasse her i December/Januar – begge er blevet 1. vinder efter kun 1 deltagelse. Når hvalpen er født og vi har set om alt er ok, vil vi selvfølgelig afsløre forældrenavnene her på siden.

Scarlet er med hvalpe

(onsdag 10.07.18). Her knapt 1 måned før Scarlet skal føde sine hvalpe, er vi ikke længere i tvivl – hun er med hvalpe. Som det kan ses på billedet er hendes flanker fyldt godt ud allerede nu ligesom man tydeligt kan mærke at hendes runde mave er blevet større. Yderligere har hårene omkring hendes patter vendt sig, så den skulle være helt ok. Da det er Scarlets første kuld hvalpe og hvalpene bliver 6. generation af vor tævelinie venter vi meget spændt på hun skal føde omkring 6. august. Vi bringer nyt når der sker noget.

Henvisning til super Cocker hvalpe

(onsdag 13.06.18) Her på Kennel Fuglevig bliver vore sidste Cocker hvalpe for 2018, afhentet her kommende weekend, men hvis nogen stadig er på udkig efter rigtig gode Cocker hvalpe kan vi henvise til kuld, som vore 2 avlshanner, henholdsvis Fuglevig Tweed og Tiptopjack Nickel af Fuglevig er blevet eller bliver far til. Både Tweed og Nick har haft rigtige gode tæver til parring. Tweeds kuld er født i sidste uge og holder til på Tåsinge her på Fyn, mens Nick bliver far til et kuld hvalpe i Nordjylland, som forventes født sidst i juli. Interesserede er velkomne til at kontakte os, idet vi meget gerne henviser til de respektive tæveejere.

Scarlet er parret første gang

(fredag 08.06.18) Vor Springertæve, Fuglevig Scarlet er i dag blevet parret 1. gang med vor egen engelsk importerede hanhund, Countryways Conor af Fuglevig. Om alt går vel, betyder dette, at vi forventer hvalpene fødes ca. mandag den 6. august, hvilket igen betyder de vil være 8 uger og afhentningsklare mandag den 1. oktober. Dette er for os en helt særlig parring, fordi hvalpene vil være 6. generation af vor egen tævelinie, som vi startede for mere end 20 år siden. Vi er ret sikre på, at parringen bærer frugt, fordi Scarlet er tjekket med blodprøver hos dyrlægen, og prøverne fortalte, at optimal parringstidspunkt ville være i dag og i morgen. Dette understreges også af, at Scarlet og Conor hang sammen i 30 minutter, hvilket er det længste jeg har oplevet med mine egne hunde. Under “Hvalpe/til salg” kan stamtavlen på hvalpene downloades.

Cocker hvalpe er chippet

(mandag 04.06.18) Vore Cocker hvalpe efter Star (Maesydderwen Seren of Tembokali) og Tweed (Fuglevig Tweed) har i dag været hos dyrlægen for at blive chippet og tjekket, og alt var heldigvis helt ok. De bliver 7 uger gamle på torsdag og der er efterhånden rigtig meget gang i dem og de har allerede været sammen med alle vore voksne hunde. Kendetegnet for dem er, at de overhovedet ikke er bange for nogen som helst. Alt bliver modtaget med logrende haler og de vil snakke med alle de møder. Selv oppe på dyrlægens bord piskede halerne og der kom end ikke et kny fra dem, da de fik nålen stukket ind i venstre side af nakken. Hvalpene vil blive afhentet af deres respektive ejere i slutningen af næste uge.

Endelig – Scarlet er gået i løbetid

(mandag 28.05.18)  I mere end en måned har vi ventet på, at vor Springertæve Fuglevig Scarlet skulle gå i løbetid, og endelig her til morges, kunne vi konstatere, at hun er blevet løbsk. Det betyder, at Scarlet, formodentlig i slutningen af næste uge (uge 23), vil blive parret med vor egen tophan Countryways Conor af Fuglevig. Om alt går vel, betyder det, at vi kan forvente hvalpe i uge 32, hvorefter de vil være salgsklare i uge 40. Scarlet er netop blevet 3 år gammel, og dette vil være hendes første kuld hvalpe og samtidig vil kuldet være 6. generation af vor egen tævelinie. Vi har på forhånd reservation på 4 hanner og 3 tæver til kuldet, hvorfor vi ikke tager imod flere reservationer, før vi ser det endelige resultat. Vi vil selvfølgelig bringe nyt, når Scarlet er parret.

Star har født

(fredag 20.04.18) I går fødte Star sine hvalpe, desværre rent antalsmæssigt lidt i underkanten af forventet. Star fødte 2 hanner og 2 tæver, men den ene tæve var desværre dødfødt. Tilbage er 2 hanner (1 brun og 1 sort) og 1 brun tæve. Både mor og hvalpe har det godt. Det lave antal hvalpe, betyder desværre, at vi må skuffe nogle af dem som på forhånd havde reserveret, men vi kan ikke styre naturens gang.
Som oplyst tidligere, var det meningen vi selv ville beholde en tævehvalp fra dette kuld, men det lave antal hvalpe taget i betragtning, har vi besluttet, at vente til næste år, hvor Star så skal have sit sidste kuld hvalpe. Denne beslutning betyder så til gengæld, at vi kan glæde den hvalpekøber, som stod nr. 2 på reservationslisten på tæver. Vi vil bringe nyt, når der sker mere omkring de 3 hvalpe.

Vodka er i dag blevet aflivet

(mandag 09.04.18) Vores alle sammens kæledægge og øjesten, Fuglevig Vodka, er her til morges blevet aflivet hos vor dyrlæge. Vodka ville have blevet 14 år gammel den 20. maj 2018, så han var allerede i en meget høj alder. Da vi kom hjem i går eftermiddags, kunne vi straks se der var noget galt, for Vodka væltede rundt, og kunne slet ikke finde balancen. Vi troede i første omgang han havde fået en hjerneblødning, men det viste sig, at de krystaller en hund har i ørene for at holde balancen, havde sat sig fast. Dyrlægen fortalte, at i nogle tilfælde løsner krystallerne sig selv igen, men når først disse krystaller sætter sig fast en gang, vil det kun fortsætte og fortsætte, så der var ingen anden udvej, end at slutte, sådan at Vodka kunne få en værdig afslutning på sit lange liv. En følelsesmæssig hård beslutning, men samtidig også en ok beslutning, fordi det var det helt rigtige at gøre. Vodka har for os været en fantastisk hund, og vi er rigtig glade for, at vi har bevaret hans blodlinier i vor Springeravl, idet Vodka er morfar til vor 2 yngste springertæver, Fuglevig Scarlet og Fuglevig Uma. Vodka vil med garanti aldrig blive glemt og dem som ønsker det, kan læse mere om ham på hans egen side her på hjemmesiden.

Star er helt sikkert med hvalpe

(onsdag 28.03.18) Som tidligere oplyst i disse spalter forventer vi, at vor Cockertæve Star (Maesydderwen Seren of Tembokali) skal føde hvalpe omkring 20. april, og her mere end 3 uger før, er der slet ingen tvivl, hun er med hvalpe, hvilket også tydeligt fremgår af billedet, taget i dag. Hendes flanker er ved at være godt fyldt ud og vi glæder os rigtig meget til dette kuld, og vil selv beholde en tæve. Faderen til kuldet (hvis fod skimtes på billedet) er vor egen hanhund Fuglevig Tweed. Det er endnu for tidligt at spå om hvor mange hvalpe Star får denne gang, men mon ikke hun føder nogenlunde samme antal som hendes 2 forrige kuld, nemlig 5 hvalpe. Så bliver det spændende at se kønsfordelingen, men det ser vi selvfølgelig først når hvalpene er født. Vi bringer selvfølgelig nyt, når der sker noget.

Winnie og Nicks hvalpe er i dag blevet afhentet

(Fredag den 02.03.18) Vore 3 Cockerhvalpe efter Nick og Winnie blev i går 8 uger gamle, og de er i dag blevet afhentet af deres nye ejere. 2 af hvalpene (de 2 sorte) bliver her på Fyn, mens den røde han skal til Bjerringbro i Midtjylland. Vi er sikre på, at alle 3 vil få det super i deres fremtidige hjem.
Selv om Winnie elsker sine hvalpe overalt på jorden, tror vi hun nyder at komme tilbage i sine vante omgivelser som fast indehund. Det krævede dog et bad, før hun blev sluppet løs i stuerne.
Omkring hvalpe har vi fred og ro i små 2 måneder indtil vor anden Cockertæve, Star skal føde omkring 20. april.
Et kuld vi glæder os til, fordi vi selv vil beholde en tæve.

Star og Tweed har parret første gang i dag

(fredag 16.02.18) Som tidligere meddelt havde vi forventet, at Star kunne parres i dag, og da vi lukkede Tweed og hende sammen, var alt også fryd og gammen, og hun blev parret 30 sekunder efter de var lukket sammen, og hang så efterfølgende sammen i 25 minutter. Star vil selvfølgelig blive parret igen de følgende dage. Om alt går vel kan vi derfor forvente hvalpe omkring fredag den 20. april. Som tidligere meddelt vil vi selv beholde en tæve fra kuldet. Med mindre der sker en meget skæv kønsfordeling er de øvrige hvalpe solgt/reserverede på forhånd. Vi bringer selvfølgelig nyt, når der sker yderligere.

Star er endelig i løbetid

(Torsdag 08.02.18) Vor engelsk importerede supertæve FTW Maesydderwen Seren of Tembokali (Star) er endelig gået i løbetid. Vi havde forventet dette ville ske allerede for 1 måned siden, men som man kan læse nedenstående, har en antibiotikakur sikkert udskudt løbetiden. Star vil blive parret med vor unge hanhund Fuglevig Tweed, og vi forventer hun bliver parret omkring weekenden den 16.-17. februar. Om alt går som planlagt betyder dette, at Star vil føde sine hvalpe omkring 20. april og igen vil hvalpene så være salgsklare ca. 15.  juni. Vi vil selv beholde en tævehvalp fra kuldet og resten af hvalpene er solgt på forhånd. Vi bringer nyt, når Star er blevet parret.

Markprøvesæsonen 2017/18 er slut

(Tirsdag 06.02.18) Klubben for FT Spaniels markprøvesæson sluttede officielt den 28. januar 2018 med vinderklasseprøverne på Valdemar Slot, men for vort vedkommende sluttede markprøvesæsonen allerede i december måned.
Inden sæsonen startede havde vi planlagt at skulle føre 4 hunde. De 2 rutinerede, Springeren Countryways Conor af Fuglevig (Conor) og Maesydderwen Seren of Tembokali (Star) samt min unge Cocker han Fuglevig Tweed. Planen var også, at Helle skulle debutere i åben klasse med hendes øjesten Fuglevig Scarlet (se billed 2), som jo i løbet af sommeren var blevet 2. vinder på en Working Test. For at starte med Scarlet og Helle, så blev deres sæson allerede smadret i august måned, idet Helle var så uheldig at sprænge sin achillessene, hvilket allerede her stort set betød, at Helle kunne vinke farvel til markprøvesæsonen. Vi aftalte derfor, at jeg skulle overtage føringen af Scarlet. Træningen gik faktisk godt, og jeg meldte Scarlet til 3 åben klasse markprøver i starten af oktober måned. Men at uheldet virkelig var ude, blev bevist af, at Scarlet den 1. oktober gik i løbetid. Væk var markprøvedeltagelse i hele oktober måned, og da der ikke var nogen åben klasse markprøver i november, overtog Helle igen Scarlet. Kort før jul, tilmeldte Helle så Scarlet på en åben klasse markprøve, men udsigterne til succes var små, da Helle stadig haltede en del efter hendes uheld. Scarlet gik dog godt, men udgik desværre da hun efter flush og god apportering mistede overblikket og gik hen til en skytte for at aflevere, og da han selvfølgelig ikke tog imod fuglen, smed hun den og var ude. Helle havde herefter planer om at føre Scarlet i januar måned, men dette blev også ødelagt, idet Helle i slutningen af december, fik problemer med hendes raske achillessene, hvorefter lægen beordrede hende i ro, og Helles jagt- og markprøvesæson sluttede derfor fuldstændigt. Meget meget uheldigt, for Scarlet er virkelig en super hund, vi har de største forventninger til, og Helle og hende vil forhåbentlig komme stærkt tilbage i efteråret 2018.
Jeg havde de største forventninger til Tweed, men jeg havde nok glemt, at han stadig var meget ung og urutineret i markprøvesammenhæng. Alligevel blev jeg overrasket på den første prøve i vinderklassen, jeg havde tilmeldt ham. Tweed er normalt en Cocker som virkelig giver gas, men her var han så berørt af al hurlumhejen  på prøven, at han stort set ikke ville gå, og kun løb rundt og holdt kontakt til mig. Han udgik selvfølgelig, og efterfølgende afmeldte jeg ham på de næstfølgende prøver, for at give ham større rutine med mange mennesker og hunde omkring sig. Jeg stillede ham derfor ikke før i november måned på Møllerup (se billed 1). Her gik det bedre, idet Tweed fik et bestået, men stadig var han slet ikke oppe i det gear, han normalt går i på jagter. Sidste prøve for Tweed var på Estruplund den 17. november. Her fik vi et meget åbent terræn uden fugle. Tweed gik faktisk rigtig godt og endelig kom han op i det gear han normalt går i. Problemet var blot der ikke var nogen fugle, og efter måske 15-20 minutters søg kunne jeg ikke holde ham mere, og han udgik derfor. Det var selvfølgelig dejligt, at Tweed endelig gav gas, men jeg havde nok slækket for meget på hans dressur, hvilket var gået ud over hans lydighed. Jeg besluttede dog herefter, at stoppe Tweeds markprøvesæson, for at vende frygteligt tilbage i 2018.
I forrige sæson (2016) havde Conor (se billed 3) gået stabilt og opnået 5 x bestået, men havde ligesom ikke vist sit topniveau, som i 2015 (2. vinder vinderklassen). Jeg havde derfor ændret min træning af ham lidt inden sæsonen, simpelthen for at få ham til at lukke helt op for gashåndtaget. Han gav dog også virkelig gas på de 4 markprøver han var tilmeldt, men det kan også være for meget, og han udgik desværre på småfejl, men vi kommer stærkt tilbage i 2018, hvor jeg virkelig håber, Conor vil vise sit sande jeg på markprøver, for han er helt formidabel på jagter, hvor han altid er min trofaste følgesvend.
Omkring Star (se billed 1) skete vel det modsatte af med Conor, for mens Star tidligere var en alt eller intet hund, har hun i denne sæson været meget stabil. Hun var tilmeldt 4 vinderklasser og blev præmieret på de 3 med 1 x 3. vinder og 2 x bestået. Hun var således kvalificeret til Mesterskabet, men efter hun havde gået et rigtig langt og godt 1. slip, røg hun desværre ud på, hvad der lignede en dommerfejl, idet Star fik noteret en “first dog down”, men det var ikke hende der havde dette, men makkerhunden i parsøget. En meget beklagelig afslutning på min markprøvesæson, og jeg valgte ikke at tilmelde flere prøver efter Mesterskabet. Jeg opnåede altså 4 markprøvepræmieringer i vinderklassen i denne sæson, men deltog også på færre prøver end jeg plejer.
Jeg havde gået med planer om, måske at føre min helt unge Springertæve Fuglevig Uma. Men forløbet med Tweed gjorde, at jeg besluttede at gemme hende væk til sæsonen 2018, idet hun først bliver 2 år i april måned 2018. Uma har dog haft en helt fantastisk første sæson på jagter, hvilket du bl.a. kan læse om nedenstående.

Jagtsæsonen 2017/18 er slut

(mandag 05.02.18) Den 31.01.18 sluttede en for os fremragende jagtsæson. På vores jagtterræn Eliselund, har vi haft en fantastisk sæson, med mange unikke oplevelser med vore hunde. Dette var 5. sæson, at Helle og jeg har jagten på Eliselund, og vi satte i denne sæson afskydningsrekord, idet sæsonen ialt gav 110 fasaner (ud af 200 udsatte) ligesom vi også skød hare, sneppe og en brunnakke. En afskydningsprocent på hele 55%, må siges at være rigtig godt, især når man påtænker, at vi kun afholder en fællesjagt, hvor vi har skytter stående for. Alle andre jagter har været afholdt som roughshooting med få mennesker uden nogen står for, og det betyder, at fasanerne har haft alle muligheder for at løbe fra os. Den flotte afskydningsprocent skyldes helt sikkert også vore og vore gæsters hundes fremragende egenskaber og effektivitet. Eliselund har ud over de mange fornøjelig timer, også været fantastisk for træningen af vore hunde, herunder især vore unge hunde, som i sæsonen har fået uvurderlige erfaringer, ligesom vore mere erfarne hunde har kunnet bygge på deres i forvejen større rutine. Mine 2 unge hunde, Cockeren Fuglevig Tweed og Springeren Fuglevig Uma har begge langt overgået min forventninger. Tweed nåede allerede i sæsonen 2016, at snuse lidt til jagtens glæder, men i år er han, på jagter, sprunget ud i fuldt flor, og gået helt fantastisk, ja han har været en sand nydelse at gå bag. Han
sluttede faktisk jagtsæsonen den 29. januar, på en lille slyngeljagt på Ravnholt, med at bringe en vingeskudt og løbende fasankok, som vi troede var tabt, da den kun lige var snertet i den ene vinge. Tweed magtede dog, at tage fod af fasanen og bringe den efter flere minutters intens arbejde. Når sådan en fugl kommer hjem, rejser de små nakkehår sig.
For Uma’s vedkommende var denne hendes første sæson, hun blev præsenteret for varmt vildt og jagt i det hele taget. Starten af jagtsæsonen blev ødelagt af hendes løbetid, men især her i december og januar, har hun gået helt fantastisk, og vist, at hun indeholder et kæmpe potentiale. Hun er en formidabel vildtfinder, er hårdtgående i alt terræn og hun ønsker hele tiden at please. Hun viste samtidig, at hun også kan sidde ved siden af mig helt roligt, når jeg står på post. På en slyngeljagt på Hverringe gods her i januar måned, stod jeg således på post, hvor Uma var den eneste hund jeg havde med. Jeg vingeskyder desværre en fasankok, som løber i det sekund den rammer jorden. Jeg kigger ned på Uma, og hun har markeret, mit problem var dog, at Uma aldrig før havde prøvet at apportere en levende fugl, og jeg fortrød, at jeg ikke også havde taget en af mine rutinerede hunde med, men de sad oppe i bilen. Jeg havde altså ikke andre muligheder end at sende Uma. Hun gik direkte på nedfaldsstedet for fasanen, og forsvandt bagud i terrænet med næsen klistret til jorden. Nogle minutter senere dukkede hun op igen, med den sprællevende fasankok i munden.  Wauh – en fantastisk præstation, og alle rutinerede hundefolk ved, hvad det betyder, når en hund er i stand til at bringe en anskudt og løbende fugl, første gang den prøver – et helt unikt talent hvor de ekstraordinære vildtfindende egenskaber ikke er opnået gennem rutine, men gennem arvelige egenskaber, og det er netop hvad enhver topopdrætter drømmer om. Måske skulle Uma i stedet have haft navnet “Uniq”.

Mens vi venter !

(mandag 05.02.18) Vi havde forventninger om, at vor super Cocker tæve, Maesydderwen Seren of Tembokali (Star) skulle være gået i løbetid senest i januar måned, hvor hun så skulle parres med vor unge superhan Fuglevig Tweed. Vi skriver i dag 5. februar og hun er endnu ikke startet sin løbetid. Udskydelsen kan skyldes, at Star måtte igennem en antibiotika kur på 20 dage sidste i december/først i januar. Hun ville ikke støtte på sit højre bagben samtidig med hun begyndte at tabe sig uden grund. Der var umiddelbart ikke til at se, hvad årsagen hertil skulle være. Jeg kørte derfor til dyrlægen, hvor hun blev røntgenfotograferet på kryds og tværs, men dette gav heller intet resultat (bortset fra vi fik konstateret, at hun havde perfekte hofter). Blodprøverne viste, at hun muligvis havde en infektion, måske overført ved flåtbid. Vi frygtede på et tidspunkt hun havde fået leukæmi, men dette var heldigvis ikke tilfældet. Star kom derfor på en skrap antibiotikakur, og dette hjalp heldigvis, og vi kunne gå tilbage til normal fodermængde igen. Vi går altså stadig og venter på hun går i løbetid, men mon ikke det sker snarest. Vi vil selv beholde en tævehvalp efter hende og Tweed, og de øvrige hvalpe i kuldet er for længst forudbestilt, så vi alle må væbne os med tålmodighed. Vi bringer selvfølgelig nyt når der sker noget.

Winnie har født i nat

(torsdag 04.01.18) Vor Cockertæve Tiptopjack Harmony af Fuglevig (Winnie), har i nat, helt efter planen, født 3 hvalpe. 1 rød han, 1 sort han og 1 sort tæve. Et meget fint og harmonisk kuld, men vi vil ikke lægge skjul på, at vi havde håbet på lidt flere hvalpe, men vi kan aldrig styre naturens gang. Vi havde 5 hvalpe reserveret til kuldet, så vi kommer desværre til at skuffe et par stykker. Som vanligt var fødslen fuldstændig problemfri for Winnie, hvor det hele foregår som en leg. Som tidligere oplyst er dette Winnies sidste kuld hvalpe, og nøjagtigt som med de foregående kuld er faderen vor egen superman Tiptopjack Nickel af Fuglevig. Vi vil vende tilbage med nyt om kuldet når der sker en udvikling.