Fuglevig Dandy

Dandy var på mange måder den ultimative hund. Han blev født den 6.12.96 og var fra min tæve, Fuglevig Brush’s første kuld hvalpe. Faderen til dette kuld, var en hanhund, som jeg selv var meget begejstret for, og som nok er en af de mest hårdtgående Labradors jeg nogensinde har set, nemlig Detemero Jack. Jack var en gul hanhund efter engelsk championshipvinder F.T.Ch. Tasco Dancing Brave of Willowyck. Når man tænker på, at Brush’s far, var min egen Glenbriar Sean, som igen var efter Tasco Green Drake, så kan man måske forstå, hvorfor jeg havde så store forventninger til dette kuld, idet Tasco Green Drake og Tasco Dancing Brave of Willowyck var kuldbrødre.
Jeg valgte selv hanhunden Dandy fra dette kuld, og havde jeg på forhånd forventninger om meget hårdtgående og smarte hunde fra dette kuld, ja så blev de i aller højeste grad opfyldt med Dandy.
Jeg har aldrig før eller siden set en Labrador, der kunne ”hunte” som Dandy, ja selv de mest hårdtgående Spaniels, ville blive misundelige. Allerede da Dandy var 8 uger gammel kunne han søge på fuld hammer med næsen kun 2 cm over jorden. Ja det var helt vildt. Folk der så Dandy som 8 ugers hvalp eller senere, stod blot med åben mund og kunne slet ikke fatte, hvad det var de overværede, for her var en lille hvalp, der var som skabt til at arbejde, og flere der så ham gav ham navnet “Hoover” (støvsuger).
Dandy var virkelig ”a bit of a handfull”, som englænderne siger, men jeg var klar over det allerede fra starten, så jeg gjorde ekstremt meget ud af Dandy’s grunddressur, hvor især ”tænd og sluk” blev trænet rigtig meget. Det samme gjaldt hans healarbejde. Jeg var også helt klar over, at Dandy ikke skulle på jagt for tidligt, for så ville han simpelthen eksplodere mellem hænderne på mig.
Han blev derfor trænet og trænet, indtil jeg følte han var klar. I sommeren 1998 gik han legende let gennem apporteringsprøven, og fik efterfølgende en 1. præmie på åben klasse test også uden at være presset på nogen måder. Så ville folk sikkert sige, at nu var han klar til markprøver, men jeg var stadig ikke overbevist, så jagtsæsonen 1998, blev brugt til, at give ham lidt rutine på jagt, idet jeg først ville føre ham på markprøver, når han var 100% klar.
I jagtsæsonen 1998 oplevede jeg fantastiske ting med Dandy, og mine store forventninger til især hans vildtfindende egenskaber, blev mere end opfyldt, ja Dandy præsterede apporteringer, som jeg ikke troede muligt for en hund med hans erfaring.
Hele sæsonen fik Dandy lov til at gå fri ved fod, mens jeg arbejdede med min Spaniel, når vi havde drevet en såt færdig, gik jeg som regel bagud med Dandy for at lade ham arbejde, og han kunne bringe anskudte fugle som var løbet rigtig langt. Han var i sandhed et formidabelt talent.
I foråret 1999 trænede jeg videre med ham, og stillede ham så på en åben klasse markprøve i starten af september 1999. Her var han overlegen, og løste de stillede opgaver som en leg, samtidig med, at var han rolig på post og lydig på fløjte og dirigeringer.  Han badede sig igennem prøven til en meget sikker 1. præmie, og var så kvalificeret til vinderklassen, og jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg forventede, at han ville vælte det hele, når jeg stillede ham her.
Omkring mine Labradors er det som om jeg hele tiden har været uheldig, når jeg virkelig stod med den ultimative hund. Det var sket med Sparkfield Dee Dee og Kali Kama Jason, som begge desværre avlede muskelsvind, hvorfor de blev taget ud af avlen, og nu skete der også noget meget uheldigt med Dandy.
Nogle dage efter hans 1. præmie på åben klasse markprøve, kom jeg hjem fra arbejde, og straks jeg åbnede bildøren, kunne jeg høre nogle uhyggelige skrig ovre fra hundegårdene. Jeg styrtede straks derover, og her så jeg, at Dandy havde angrebet, min knapt 14 års gamle hanhund Jason, og simpelthen skambidt ham, så det så forfærdeligt ud. Jeg vil aldrig glemme dette skrækscenarium.  Det var ufatteligt, for Jason og Dandy havde altid gået sammen, lige fra Dandy var lille hvalp, og der havde aldrig været blot den mindste antydning af uoverensstemmelse mellem dem, ligesom Dandy aldrig tidligere havde vist temperament der antydede, at noget sådan kunne ske. Men sket var sket, og der gik kun 1 time, efter jeg var kommet hjem, før end jeg stod ved dyrlægen, og fik aflivet begge hunde. Jason fordi han var skambidt, og Dandy fordi, at netop temperamentet er det jeg sætter aller højest hos en hund, og efter dette ville jeg aldrig kunne stole på ham igen. Mange ville nok forsøge at finde undskyldninger for Dandy’s handlemåde, men der er kort og godt ingen undskyldning for sådan en handling i min bog, og selvom Dandy nok var det største talent blandt Labradors jeg nogensinde har ejet og måske set, så blev han aflivet kort tid før han var blevet 3 år gammel.

Dette hændelsesforløb rystede mig meget, og Dandy var faktisk den sidste Labrador jeg har ført på markprøve, men jeg har dog ikke totalt opgivet at gå på Labradorprøver.
Hændelsesforløbet betød også, at jeg valgte ikke at satse på hvalpe efter Fuglevig Brush. Det var sikkert en forkert beslutning, men jeg kunne ikke få Dandy’s skæbne ud af mit hoved. Derfor valgte jeg også at beholde en tæve efter Nadie’s sidste kuld hvalpe, født i november 1999 (kort tid efter Dandy’s aflivning). Tæven jeg beholdte var Fuglevig Kelly, og gennem hende har jeg fastholdt min tævelinie, og Kelly kan du læse mere om på hendes side.