Coffee er gået tom
(mandag 24.11.14) Som annonceret her på siden, havde vi håbet på Labradorhvalpe i den netop afsluttede weekend, men det viste sig desværre, at Coffee er gået tom. Dette betyder, meget beklageligt, at vi må skuffe de 8 som havde forudbestilt hvalp efter hende. Men mest ærgerlige er vi faktisk selv, fordi vi selv skulle have beholdt en tævehvalp, sådan vi havde kunne fortsætte vor tævelinie, som blev påbegyndt tilbage i 1992. Et gammelt ordsprog siger at: “et uheld sjældent kommer alene”, og det har virkelig passet her, for vi troede vi var sikret, idet vi havde beholdt en tæve efter Coffee for 3 år siden, Fuglevig Joy, men hende måtte vi desværre aflive her i sommer, og nu er Coffee så gået tom. Selv om man føler sig sikret, kan det hele gå meget hurtigt. Hændelsen betyder nok, at opdrættet af Fuglevig Labradors nu slutter, idet det er meget tvivlsomt om, jeg vil købe en ny tæve udefra, for at starte op forfra. Hvis det skulle ske, skal der opstå helt ekstraordinærer ting. Af Labradors har vi nu tilbage 8-årige Fuglevig Coffee og 9 årige Fuglevig Andy, og når disse 2 er væk, slutter Labradoræraen på Kennel Fuglevig – en æra som blev startet i 1979. Fremover vil Kennel Fuglevig udelukkende koncentrere sig om FT Springer – og FT Cocker Spaniels.
Flot dag på Eliselund
(lørdag 01.11.14) I dag har vi haft fællesjagt på vor jagt på Eliselund. Helle og jeg havde inviteret 11 gode venner og vi havde en pragtfuld dag i fantastisk vejr og jeg kan ikke mindes, at vi tidligere har oplevet at kunne bevæge os rundt i skjorteærmer den 1. november. Vi havde rigtig mange fugle på vingerne, men desværre var skydningen ikke noget at prale af, så paraden kunne have været væsentlig større. Det blev i alt til 27 fasaner fordelt med 22 kokke og 5 høner. Vi rejste endvidere adskillige hare og hele 5 snepper, men ak den skydning. Vi afsluttede dagen med fællespisning, hvor vi havde lånt slyngelstuen på Lykkesholm Gods. En rigtig super dag i gode venners lag med en fantastisk stemning.
Fantastisk træningsdag på Mejlø
(søndag 11.10.14) Nøjagtigt som sidste år, var vi i dag inviteret på Mejlø for at træne vore unge Spaniels. Mejlø er en lille ø ud for Korshavn på Hindsholm, og det der gør øen helt speciel er, at der er fyldt med vilde kaniner, hvilket gør den helt ideel til træning af Spaniels. Helle havde Keen med og jeg havde Conor med og vi havde nogle fremragende timer, hvor vore unge hunde høstede uvurderlig erfaring, som kan bruges i fremtiden. Dagen blev afsluttet med fremragende grillmad i den pragtfulde natur. En kæmpe tak til Klavs og Lene for invitationen og stor tak til Carsten for at sejle os derover. Vi håber at turen kan gentages næste år.
Nick kvalificeret til Cocker Markprøvemesterskab 2014
(fredag 03.10.14) I dag blev årets første vinderklasse markprøve afholdt på Brahesborg Gods her på Fyn. Det var en Cocker vinderklasse med deltagelse af 5 danske og 3 svenske Cockere. Nick og jeg var blandt danskerne, og vi havde et første slip i meget svære brombær, hvor Nick, efter min bedste overbesvisning, gik fremragende og afsluttede et rimelig langt slip med flush og god apportering. I 2. slip startede Nick med at eyewipe en konkurrent og havde herefter søg i højskov med rimelig bunddække. Vi fortsatte herefter ud i et smalt bælte af vildtager, hvor vi slutteligt havde rygvind. Det smalle terræn og vindretningen betød, at Nick begyndte at pulle (løbe fremad), hvilket gjorde jeg måtte holde ham hårdt på fløjten, men han afsluttede med flush og apportering. Det svære terræn betød, at der var stort mandefald på prøven, og Nick var faktisk den eneste danske hund som gennemførte prøven. Nick fik et bestået, og 2 svenske Cockertæver begge ført af Paul Anderson fik henholdsvis en 3. og 4. vinder. Et lidt magert resultat under de vanskelige forhold, men dommeren mente ikke det rakte til mere. Positivt var det dog, at resultatet betød, at Nick nu er kvalificeret til Cocker Markprøvemesterskab 2014, som afholdes den 6. og 7. december på henholdsvis Ravnholt og Egebjergaard Godser, her på Fyn.
Årets første jagtdag
(mandag 22.09.14) I går var Helle og jeg i Hejnsvig i Jylland, hvor vi, sammen med gode jagtkammerater, havde købt en agerhønsejagt. Normalt kan agerhønsejagt være problematisk, men jeg skal love for, at det virkelig fungerede i går og terrænværten, Thomas, skal have stor tak for en super dag, som vi håber at kunne gentage en anden gang. Dagen var først og fremmest en træningsdag for hundene, hvorfor vi 6 hundefolk, havde 3 andre til at skyde for os, så vi kunne koncentrerer os 100% om hundene. Helle havde Keen med og jeg havde Nick og Conor med. Conor, som kun er knapt 15 mdr., var kun med for at mærke atmosfæren og høste erfaring med al det hurlumhej der er omkring en jagtdag og han klarede det fint gående ved siden af mig hele dagen. Keen, Nick og de andre hunde havde en travl dag, og jeg tror alle hunde både nåede at skuffe og glæde deres førere i løbet af dagen, hvilket kun er naturligt så tidligt på sæsonen. På paraden lå 25 agerhøns og jeg tror, at flush og apporteringer blev nogenlunde ligeligt fordelt mellem de 6 hunde. En super dag med en rigtig god stemning.
Nick er blevet far igen!
(torsdag 14.08.14) I dag er vor super Cockerhan, Tiptopjack Nickel af Fuglevig (Nick – billede til højre) blevet far til et lækkert kuld hvalpe med FTW Cynhinfa Lowri af Mirage (billede til venstre), som mor. Lowri fødte hele 7 hvalpe fordelt på 6 hanner og 1 tæve. Alle hvalpe er sorte.
Lowri er en rigtig god tæve, som er importeret fra England. Lowri har på markprøver her i Danmark allerede opnået 1. vinder i åben klasse og “bestået” i vinderklassen. Så hvis du står og mangler en ny Cockerhvalp af topafstamning, kan vi varmt anbefale at kontakte Lowri’s ejer, Asger Skov på tlf. 24638006. Asger er bosiddende i Snaptun, som er beliggende nord for Juelsminde i Østjylland.
Coffee er gået tom!!
(mandag 11.08.14) Det var meningen, at vor Labradortæve Fuglevig Coffee (billedet) skulle have født i den netop overståede weekend, men vi må desværre konstatere, at vor bange anelser holdt stik, hun havde ingen hvalpe i sig. Vi havde ellers forsøgt at gardere os bedst muligt, ved at vaccinere hende mod Herpes Virus samtidig med, at Coffee altid har været meget fertil, og født hvalpe hver gang hun er blevet parret. Vi har virkelig været endog meget uheldige i år med hvalpe. Først fødte vor Cockertæve Winnie kun 3 hvalpe (mod tidligere det dobbelte). Så gik vor Springertæve, Keen tom. Så måtte vi aflive vor unge Labradortæve Joy (en datter efter Coffee) grundet alvorlig sygdom overført ved flåtbid og nu er Coffee så gået tom. Situationen passet vist meget godt på det kendte ordsprog “et uheld kommer sjældent alene”. I mine 25 år som opdrætter, har jeg aldrig været ude for noget lignende, men der kan være en naturlig forklaring til uheldene. De 2 første er jeg overbevist om skyldes Herpes Virus – det kan ikke være tilfældet med Coffee, men kan skyldes, at den brugte hanhund måske er blevet gold, hvilket han nu undersøges for. Vi står lige nu med stor risiko for at miste vor Labrador tævelinie, som blev startet for 20 år siden, men der er stadig et lille håb. Coffee bliver normalt løbsk 3-4 gange om året og der er derfor en chance for, at hun når at blive løbsk og derved har mulighed for at blive parret inden hendes 8 års fødselsdag den 24. september. Vi vil meget gerne beholde vor tævelinie, hvorfor vi krydser fingre for, at vi kan parre hende igen inden denne dato. Hanhunden er ikke valgt endnu, men vil selvfølgelig blive offentliggjort her på hjemmesiden. Vi er ligeledes i den heldige situation, at dem som havde bestilt hvalpe efter Coffee nu, alle har valgt at fastholde deres bestilling, hvis hun når at få et kuld mere. Vi krydse derfor alt hvad vi har at krydse med, så vi kan bevare vor Labrador tævelinie.
Cockerhvalpe afhentet – Labradorhvalpe forventes
(søndag 20.07.14) I går lørdag fik vi afhentet vore Cockerhvalpe, og de er alle 3 kommet til rigtig gode jægerhjem. 2 forbliver her på Fyn og den 3. er kommet til Sjælland, til nogen som også fik hvalp fra vort Cocker kuld sidste år. Nu forventer vi så Labradorhvalpe efter Fuglevig Coffee i weekenden 9.-10. august. Det er, som tidligere nævnt, Coffee’s sidste kuld hvalpe, hvor vi selv vil beholde en tæve, så vi kan bygge videre på vor tævelinie, hvor tæven vi beholder bliver 4. generation. Der er ikke voldsomt meget at se på Coffee endnu, udover en lille bule på maven, men mon ikke den skulle være god nok, især fordi vi denne gang har taget vore forbehold, og i første omgang vaccineret Coffee mod Herpes Virus, hvor hun skal have sidste vaccination den 1. august. Der er stadig mulighed for at reservere hvalp fra kuldet, og interesserede er velkomne til at kontakte os pr. mail, for at blive skrevet op. Du vil selvfølgelig kunne læse mere her på hjemmesiden, når fødslen nærmer sig. Du vil kunne læse mere om vort forventede kuld under “Hvalpe/til salg”.
Cockerhvalpe er blevet 5 uger
(mandag 30.06.14) I går søndag, havde vi besøg af hvalpekøbere, og her benyttede jeg lejligheden til at få taget en serie billeder, hvoraf et af dem kan ses her. Hvalpene har det strålende og er aktive, nysgerrige og lækre. Det er nu helt vant til at komme udenfor, og den udendørs løbegård, som er i forbindelse med hvalperummet, benyttes nu konstant. De er selvfølgelig også begyndt at få fast føde, men når der kun er 3 hvalpe, har Winnie stadig rigeligt med mælk til dem, hvorfor de ikke er begyndt at spise helt op endnu, men det kommer efterhånden, som vi også bringer Winnie ned på normal foderration. Hvalpene bliver 6 uger på torsdag, og de vil blive chippet i denne uge. Selv om de har hilst på flere af vore voksne hunde, vil de i næste uge, prøve at blive luftet sammen med hele flokken, sådan at de lærer flokhierakiet at kende samtidig med, at det give dem nye indtryk af den store verden udenfor.
Fuglevig Joy er i dag blevet aflivet
(onsdag 25.06.14) Vi har i dag desværre måtte aflive vor kun 3 år gamle Labradortæve Fuglevig Joy. Som jeg tidligere har skrevet her på siden, blev Joy, tilbage i januar måned, angrebet af en ukendt virus, som i første omgang angreb hendes nervesystem og gav hende meget høj feber og hun nærmest væltede rundt uden at kunne holde balancen. Vi fik feberen slået ned, men Joy var stadig ikke på toppen på trods af hun fik det betydeligt bedre. Det blev tydeligere hen over foråret, at hendes problem nu udelukkende var koncentreret i bagkroppen, hvor hun åbenlyst skånede sine bagben. Vi tog blodprøver på hende for at teste for borellia, men alle disse tests var negative. Ved nye undersøgelser fandt dyrlægen ud af, at hun havde kraftigt hævede knæled, og røntgenbillederne i dag, viste ret voldsom slidgigt i knæene samtidig med, at vi kunne tappe ekstremt meget væske fra hendes knæled. Dyrlægen er helt sikker på, at lidelsen skyldes virusangrebet i januar måned i år, og er også ret sikker på, at virus er overført af en flåt, men Joy’s reaktion er ikke set før, og gigtangrebet, som var koncentreret på udvendig side af knæene, var også et særtilfælde da gigt næsten altid forekommer på indvendig side. Da der ikke var nogen mulighed for helbredelse, men kun forværring af hendes tilstand, besluttede jeg, i samråd med dyrlægen, at aflive hende for at skåne hendes for yderligere smerter. Joy var 4. generation af min tævelinie for Labradors, og Joys situation gjorde, at jeg helt ekstraordinært, for 14 dage siden parrede Joys mor (Fuglevig Coffee) en sidste gang. Planen er nu, selv at beholde en tæve fra dette kuld, sådan vi kan videreføre linien, som vi, og heldigvis mange andre, har været rigtig glade for. Du kan se mere om disse hvalpe under “Hvalpe/til salg”.
Nick er blevet far igen
(fredag 06.06.14) Vor super Cocker han Tiptopjack Nickel af Fuglevig (Nick) er i går blevet far til et kuld hvalpe født på Kennel Leadway, som er beliggende mellem Struer og Holstebro. Moderen til hvalpene er den engelsk importerede tæve Sperrinside Rosie. Rosie er en meget lækker type tæve, og er datter af den meget kendte og succesrige engelske avlshan FTCh Dardnell Dealer, hvorfor Rosie så også er halvsøster til vor egen Cocker tæve, Tiptopjack Harmony af Fuglevig (Winnie). Rosie fødte 6 hvalpe (3 hanner og 3 tæver) hvor der var 2 brune hvalpe, resten sorte. Kuldet er meget tæt på at være samme kombination som det vi selv har liggende, og som desværre er solgt, og derfor kan vi anbefale interesserede, at kontakte ejeren af kennel Leadway, Vagn Ovesen, tlf. 30540955, hvis man er på udkig efter en super Cockerhvalp.
Cocker hvalpe har det fint
(tirsdag 03.06.14) Vor 3 Cockerhvalpe bliver på torsdag 2 uger gamle og har det alle 3 fint. De har endnu ikke fået øjne, men det kommer i løbet af de næste par dage. Winnie er stadig super til at passe dem og der er fuldstændig ro i fødekassen, hvor hvalpene kun spiser og sover hele tiden. Som vi skrev tidligere måtte vi desværre skuffe en del som havde forudbestilt hvalp, idet vi havde hele 7 skrevet op, det er derfor også klart, at alle 3 hvalpe er afsat. 1 skal til Sjælland og 2 forbliver her på Fyn. Vi vil selvfølgelig bringe nyt, når der begynder at ske lidt mere.
Keen er desværre gået tom
(lørdag 24.05.14) Som annonceret her på siderne, har vi forventet hvalpe efter vor Springertæve Fuglevig Keen omkring 6.-7. juni. Vi har dog ikke rigtig kunne se noget på hende, og derfor valgte vi i går fredag, at tage til dyrlægen for at få hende scannet. Her viste det sig desværre, at hun er gået tom. Dette er utrolig ærgerligt, fordi vi bl.a. selv skulle have beholdt en tævehvalp efter hende, men det er også meget bittert for de 6 andre som havde reserveret hvalp efter hende. Vi har derfor i går kontaktet hvalpereservationerne med den sørgelige besked, og samtidig forsøgt at henvise dem til andre hvalpekuld. Årsagerne til, at Keen er gået tom, kan være mange, men vi har mistanke om “herpes virus”. En virus som kan betyde, at alle eller nogle af æggene, selv om de er befrugtede, ikke udvikles. Vor mistanke bekræftes også af, at vor Cockertæve, Winnie, kun fødte 3 hvalpe i torsdags, mod 7 hvalpe sidste år. Man kan vaccinere mod herpes virus, og vi har derfor besluttet, at vi fremover altid vil vaccinere vore avlstæver for, om muligt, at undgå samme ulykkelige hændelse. Keen vil derfor blive parret i hendes næste løbetid, som forventes at blive november/december 2014.
Dobbelt 10 års fødselsdag
(Onsdag 21.05.14) I går tirsdag var en lidt speciel dag, for vi kunne her i huset fejre dobbelt 10 års fødselsdag for vore 2 faste indehunde, og kuldsøskende, Fuglevig Wendy og Fuglevig Vodka. Wendy og Vodka har altid fulgtes sammen i tykt og tyndt, og er begge noget helt specielt for os.
De er født sammen, vokset op sammen, trænet sammen, og sandelig om de ikke også opnåede markprøvepræmiering samme dag på samme prøve, nemlig tilbage i 2006 på Svenstrup Gods, hvor Vodka blev 1. vinder og Wendy 3. vinder. Herudover har de været sammen på et utal af jagter, hvor de begge har givet os oplevelser vi aldrig vil glemme. Dette helt specielle sammenhold har også gjort dem nærmest uadskillelige og vi gruer for den dag, hvor en af dem ikke kan mere, for det vil den anden ikke kunne klare. Begge er heldigvis stadig super friske og vi bruger dem stadig på småjagter, herunder aftentræk på ænder. Vi håber på flere gode år endnu for vore 2 kæledægger.
Træningsdag i Sverige
(Søndag 18.05.14) I går var jeg inviteret til det østlige Skåne i Sverige for at afholde en træningsdag på et kenneltræf for de 2 svenske kenneler “Av Sunnanvind” (Labradors) og “Minväns” (FT Springer Spaniels) repræsenteret ved ægteparret Susse og Johan Meurling. Træffet blev afholdt på det meget smukt beliggende Christinehof Slot, og foruden den fantastiske natur var vi også beriget med et meget flot vejr. Ca. 30 hunde var mødt op med deres familier og vi havde en fantastisk hyggelig dag, hvor jeg oplevede mange gode hunde, og som altid, når jeg er i Sverige, med meget engagerede hundeførere, som virkelig var kommet for at høre og lære nyt. For undertegnede var det en lang dag. 3 timers kørsel fra kl. 6.00, undervisning og det konstant “at være på” fra kl. 9.00 – 16.30, og herefter 3 timers kørsel hjem igen. På trods af den lange dag, var det en fornøjelse at undervise, og forhåbentlig inspirere de mange ivrige hundefolk, men jeg må også indrømme, at jeg sov rigtig godt i nat.
Endnu en fantastisk dag på Romsø
(mandag 28.04.14) I går var Helle og jeg inviteret på Romsø, for, sammen med ca. 14 andre, at optælle bestanden af dåvildt. Jeg var også med sidste år, mens det var første gang for Helle. Vi havde en fantastisk dag, hvor vi, udover den enestående natur på Romsø, også blev beriget med et helt super vejr med op mod 20 graders varme. Det betød, at vi kunne bevæge os rundt i skjorteærmer, hvor det kun var nødvendigt med overtøj under selve sejlladsen til og fra Romsø. Efter endt optælling nød vi vor medbragte mad ude i det fri, hvorefter vi på egen hånd kunne gå rundt på øen og opleve den fantastiske natur, hvis lige vel ikke findes andre steder. Kl. 14.00 sejlede vi hjem igen, godt røde i hovederne af den brændende sol fra en skyfri himmel. Vi håber også at være med næste år.
Winnie er helt sikkert med hvalpe
(torsdag 24.04.14) Selv om der endnu er ca. 1 måned til vor Cockertæve Winnie skal have hvalpe (forventet fødsel ca. 21. maj), er der slet ingen tvivl om hun er med hvalpe. Hun buler allerede nu ud og hendes flanker er fyldt godt ud, ligesom hele hendes opførsel har ændret sig. Winnie er begyndt at passe mere på sig selv, og hun deltager ikke mere i leg med de unge hunde, men holder sig for sig selv. Hun plejer også at skubbe til de andre, når hun vil have kontakt med os, men nu venter hun til de andre hunde er væk. Det kunne se ud som om, vi kan forvente ca. samme antal hvalpe som sidste år, hvor hun fødte 7 stk., men om det kommer til at passe, kan kun fremtiden vise.
Keen, vor Springer tæve, som også skal have hvalpe, blev parret ca. 14 dage efter Winnie (forventet fødsel ca. 6.-7. juni), er det endnu for tidligt, at se noget på, men hun har dog ændret adfærd, hvilket er rigtig gode tegn på, at noget nyt for hende er undervejs. Nøjagtigt som Winnie, er Keen også begyndt at holde sig lidt for sig selv, og ikke blot skubbe til de andre, når hun vil have kontakt, men vente til “banen er fri”. Vi går en rigtig travl og hyggelig sommer i møde med forhåbentlig 2 kuld sunde hvalpe. Vi vil selvfølgelig opdatere, når der sker nyt.
Keen er kommet i løbetid
(tirsdag 25.03.14) Vor Springer tæve Fuglevig Keen er startet løbetid. Jeg opdagede det her i eftermiddag og ud fra hendes udfløj, er hun allerede nogle dage hænde i løbetiden. Det er lidt tidligere end vi havde forventet, men Keen er selvfølgelig blevet trukket med i sin løbetid af vore andre tæver, hvor bl.a. Winnie er blevet parret de seneste dage. Som fortalt tidligere vil Keen blive parret med Beechbrook Drake af Nykilde (se mere på www.kennel-nykilde.dk), og jeg forventer dette vil kunne ske i midten/i slutningen af næste uge. Du vil kunne læse mere, så snart Keen er blevet parret under “Hvalpe/til salg”.
Endelig – Winnie er kommet i løbetid
(torsdag 13.03.14) Vi har ventet på det i snart 1 måned, og endelig er Winnie kommet i løbetid. Jeg opdagede det i går, men jeg tror hun allerede er nogle dage hænde i sin løbetid. Hun vil blive parret med Nick, formodentlig i næste uge, og vi vil selvfølgelig bringe nyt om parringen under “Hvalpe/til salg”, så snart det er sket. Dette betyder også, at vi så mere nøjagtigt kan fortælle hvornår hun så formodentlig føder og hvalpene efterfølgende er salgsklare. Sidste år blev Winnie parret den 27. februar, så hun er 3-4 uger senere på den i år.
Sorgens dag på Kennel Fuglevig
(fredag 31.01.14) Dagen skulle ellers have været en super dag, idet jeg skulle afslutte jagtsæsonen som hjælper på Hverringe Gods. Som altid havde jeg glædet mig til at skulle have Brush og Nick med mig.
Onsdag aften havde jeg bemærket, at Brush så lidt sløj ud, og torsdag aften (i går) var hun meget langsom til at spise sin mad, og her til morgen opdagede jeg, at Brush, i løbet af natten, havde fået en stor knude/hævelse på halsen. Der var derfor ikke andet at gøre end at køre Brush til dyrlægen, og samtidig med låne Helle’s hund (Indy) til jagten på Hverringe, så jeg, som altid, kunne have 2 hunde at skifte med. Jeg aftalte med dyrlægen, at han kunne se på Brush i løbet af formiddagen, hvorefter jeg ville hente hende igen, når jeg kørte hjem fra jagten. Jeg forventede hun måske havde en tandbyld eller havde stukket sig på en gren, som derfor havde forårsaget hævelse. Jeg regnede derfor med, at hun skulle på en pencillinkur. Chokket var derfor stort, da min dyrlægen, midt under jagten, ringede til mig, og fortalte, at Brush havde galopperende cancer, som var udsprunget fra hendes mandler, og allerede nu var det så voldsomt, at hele hendes svælg var ved at lukke. Der var absolut intet at gøre, og jeg måtte derfor i telefonen, tage den meget tunge beslutning, at lade hende aflive øjeblikkeligt. Brush var kun 7 år gammel, min absolutte ynglingshund og vi havde netop overstået en fremragende jagtsæson, hvor hun havde gået bedre end nogensinde før. Resten af dagen har jeg nærmest gået som i trance, og jeg kan faktisk slet ikke fatte hvad der er sket. Midt i sorgen, har jeg dog den lille trøst, at have beholdt 2 hvalpe efter min yngling. Nemlig tæven Fuglevig Keen (som nu er 2 år gammel), og fra Brush’s sidste kuld hvalpe fra i sommers, beholdte jeg hanhunden Fuglevig Punch. Jeg vil aldrig glemme Brush, hun var en af de meget få hunde, jeg kunne blive helt høj af at gå bag ved på en jagt, for hun kunne om nogen – “sparke røv”. Hun bliver nærmest umulig at erstatte, og lige nu efterlader hun er kæmpe hul, ikke kun i hverdagen, men også til den kommende jagtsæson.
Næsten slut på fremragende jagtsæson
(onsdag 22.01.14) Så har Helle og jeg kun en jagtdag tilbage i denne sæson. På søndag skal Helle på jagt med Team Tøs Fyn på Juelsberg Gods og den 31. januar slutter jeg sæsonen på Hverringe Gods, hvor jeg skal hjælpe til på en kokkejagt. Helle og jeg var på slyngeljagt på Hverringe i søndags – en super dag med 58 kokke på paraden, og som altid i meget hyggeligt selskab, hvor vi ialt var 13 skytter. Selv om vi begge skød udemærket (Helle 4 og jeg 5 kokke) kunne vi dog godt have haft flere, men sådan er det altid. Jagtsæsonen har som helhed været fremragende, og vi har nydt vor nye jagt “Eliselund” til fulde, og vore hunde har endnu engang givet os oplevelser, som vi aldrig vil glemme. Vi har været på jagt mange nye steder men selvfølgelig også nydt gensynet med de gamle. Efter mere end 60 jagtdage gør det ikke noget med en pause nu, men alligevel glæder vi os allerede til, at jagtsæsonen starter forfra igen. På billedet er mine tro følgesvende, som stort set har været med hver gang. Til venstre Nick og til højre Brush – tak for de mange store oplevelser I har givet mig, også i denne sæson.
Så går turen til Skotland
(mandag 13.01.14) Som tidligere nævnt i disse spalter, rejser Helle og jeg i morgen tidlig (meget tidligt) til Skotland for at overvære The English Cocker Spaniel Championship 2014, som foregår på Queensberry Estate i Dumfriesshire i det sydlige Skotland. Vi glæder os selvfølgelig meget, men vor rejser betyder også, at jeg ikke kan opdatere fra begivenheden (under Nyheder udland) som jeg plejer, men jeg vil selvfølgelig berette om turen efter vi kommer hjem fredag aften. Turen betyder selvfølgelig også, at der kommer en større reportage fra begivenheden i bladet “FT Spaniel & Jæger 2/2014. Mens vi er væk flytter Helle’s ældste Frederik og hans kæreste Karina herud for at passe hundene.