Tiptopjack Nickel af Fuglevig

Nick 4:2012Jeg har længe ønsket mig at eje en Cocker, og for små 10 år siden fik jeg faktisk foræret en sort tæve af fremragende afstamning, men det viste sig desværre, at tæven led af uhelbredelig underlivsbetændelse, hvilket betød, at der ikke kunne avles på hende. Jeg forærede hende derfor væk som familiehund.

Ønsket om en Cocker nagede mig stadig, men jeg ville også være så sikker, som man overhovedet kan, på at få en superhund, så jeg så mig rigtig godt for. På DVD’en fra Engelsk Cocker Championship i januar 2009, så jeg en fantastisk tæve, som hvis hun ikke havde hoppet et par meter i sit 2. slip, havde vundet. Tæven var Brook Furlong of Tiptop Jack ført af Ian Openshaw, og Ian udtalte på samme DVD, at denne tæve var mellem de 3 bedste hunde han nogensinde havde trænet, uanset race, og det siger jo ikke så lidt når man tænker på, at selvsamme Ian Openshaw havde trænet og ført ikke mindre end 90 F.T.Ch. Jeg begyndte at undersøge nærmere om denne tæve, og det viste sig, at hun var blevet F.T.Ch. allerede i samme sæson kun 16 måneder gammel, og samtidig var hun blevet årets mest vindende Cocker i England. Mine undersøgelser viste også, at Brook Furlong ikke var ejet af Ian Openshaw, men af Nigel Partiss. Jeg vidste det ville blive næsten umuligt, at få fat i en hvalp efter Brook Furlong, især hvis det skulle gå igennem Ian Openshaw, så jeg fandt frem til Nigel Partiss og hans mailadresse, og i december måned 2009, mailede jeg til ham, for at få fat i en hanhvalp efter Brook Furlong.

Svaret jeg fik var negativt, idet Nigel Partiss oplyste mig, at hvalpe efter Midge (som hun blev kaldt) var forudbestilt resten af hendes dage, og at hun slet ikke skulle have hvalpe 2010. Jeg var lidt negativ, men nøjagtig som da jeg skulle købe Drake på Buccleuch kennelen, fik jeg dagen efter en mail, hvor Nigel nu havde tænkt over det, og det viste sig, at Midge i sommeren 2009, havde haft et kuld hvalpe, og endda med Championshipvinder 2006, F.T.Ch. Danderw Druid, og at Ian Openshaw og Nigel selv havde beholdt alle hvalpe i kuldet. Hvis jeg var interesseret kunne jeg godt købe en hanhund fra dette kuld, som nu var 6 måneder gamle. Jeg mailede straks tilbage, at jeg kun var interesseret i en sort hvalp (en Cocker er for mig sort), og Nigel mailede straks retur, og fortalte, at den omtalte hvalp netop var sort, og han medsendte samtidig et billede.

Jeg slog til med det samme, og først i januar 2010 fik jeg Nick hjem fra England. Lad det være slået fast, at jeg absolut ikke er blevet skuffet, Nick har vist sig at være lige den Cocker jeg har drømt om. Han oser af personlighed og har en rigtig “her kommer jeg” attitude, og det er som om, at intet i denne verden kan bringe ham ud af fatning, alt bliver modtaget, ikke kun med logrende hale, men med logren af hele bagkroppen. Alt er sjovt, alt skal undersøges og lige meget hvad du udsætter ham for, tager han det i stiv arm.

Jeg har selvfølgelig lagt en del træning i Nick i foråret og sommeren 2010, men er også gået forsigtigt frem uden at presse for meget. Jagtsæsonen oprendte, og jeg besluttede mig for, stille og roligt, at tage ham med på jagt, mest af alt, for at give ham lidt erfaring. Jeg tog ham med på en mindre godsjagt, hvor jeg udvalgte enkelte såter, som passede til en nybegynder, og her opførte Nick sig fremragende, og havde sine første fasankontakter og allerede her begyndte han at fatte, hvad han skulle.
Dagen efter skulle jeg igen afsted, og selv om det ikke var planen, valgte jeg også her at tage Nick med for ligesom at se, hvad han kunne tåle og også præstere når der kom pres på. Første såt som skulle drives, kendte jeg ikke, men jeg tog chancen og tog kun Nick med op til remissen. Da jeg så terrænet fortrød jeg bitterligt, at jeg kun havde taget ham med, fordi remissen bestod af et lille vandhul, hvor kanten rundt var fyldt med lave og nærmest ufremkommelige brombær og rundt om den lille remisse var plantet et majsbælte – absolut ikke et terræn for en nybegynder, der aldrig i sit liv havde prøvet brombær eller mange fugle, som sad i remissen. Jeg havde dog ikke andre muligheder, så jeg bad Nick om, at søge i brombærene. Først stod han blot og kiggede på mig, men pludselig dykkede han ned i brombærene, og op kom den første fasan. Herefter fortsatte han med at ruske brombærene igennem, og han stødte rigtig mange fugle. Hver gang standsede han, og stak hovedet op gennem brombærene for at markere, og herefter fortsatte han, som om han aldrig havde lavet andet. Siden den dag har han været med på alle jagter, og han har blot præsteret og præsteret. Han har flushet rigtig mange fugle har apporteret ænder og fasaner som en rutineret jagthund, ja han har endda præsteret at finde anskudte ænder efter en rutineret Labrador har været i terrænet. Det bedste ved det hele er faktisk, at Nick, har taget alt dette pres og hurlumhej med total og ophøjet ro. Han har på intet tidspunkt virket stresset, og bedst af alt, der har ikke været bare antydning af lyd på ham, selv om han gennem sæsonen er blevet presset mere og mere.
Den sidste oplevelse jeg havde med ham, var på en slyngeljagt den 18. december 2010. Her prøvede jeg for første gang, at have ham med på en såt, hvor jeg selv stod for og skød. Igen var han totalt “cool”, og sad stille og roligt ved siden af mig. De 4 fasaner jeg skød, bragte han alle, som den største selvfølgelighed.
Det ville være mere end fristende, efter sådan en sæson, at prøve Nick på en åben klasse markprøve her i januar 2011, men jeg har is i maven, for selv om Nick har gjort det fremragende, så vil jeg vente og træne ham helt færdig, før jeg stiller ham på markprøver i sæsonen 2011. Jeg vil ikke undlade at sige – forventningerne er meget store.

Nick septI første halvår af 2011, har jeg trænet yderligere med Nick, hvor jeg bl.a. har deltaget en gang om ugen på et træningshold i en jagtforening. Det er første gang nogensinde, jeg har deltaget på jagtforeningstræning med nogle af mine hunde, men mit formål, med at deltage med Nick, var bl.a. at se hvordan han ville tackle alt der “hurlumhej” der er på sådan en aften. Der har deltaget rigtig mange hunde af forskellige racer, og Nick har været udsat for lidt af hvert. Hunde, som har siddet og pebet og hylet ved siden af ham, hunde der har knaldapporteret ved siden af ham og han har bl.a. skulle apportere alle mulige forskellige vildtarter, her i blandt både mår og ræv. Han har også prøvet rimelig lange apporteringer over vand, og har skullet søge, nogle gange ved siden af hunde, som er gået af hånd ved at løbe ind foran ham. Lad det være slået fast, jeg er dybt imponeret af min lille superhund, for alt har han taget i stiv arm. Absolut lydløs, og hele tiden i total kontrol og hele tiden med piskende haleføring med et udtryk der siger: “Hold kæft hvor har vi det sjovt”. Alle apporteringer, uanset vildtart, bliver taget i munden uden blot den mindste tøven. I juni måned har vi ligeledes startet fast ugenlig træning op på et fynsk gods, hvor vi træner mere målrettet på efterårets opgaver. Nick imponerer mig konstant, og min opfattelse af, at han er noget helt ekstraordinært, er kun blevet bekræftet, og jeg har faktisk en fornemmelse af, at Nick, måske vil udvikle sig til at blive den bedste hund jeg endnu har ejet.
I øvrigt fik jeg endnu en bekræftelse på, at Nick er noget helt specielt, da Helle og jeg var i England i slutningen af juli 2011, hvor vi bl.a. skulle hente Winnie, hos Nick’s opdrætter, Nigel Partiss. Nigel fortalte os om Nick’s kuldsøskende i England, som også blev anset for at være noget helt ekstraordinært, hvor bl.a. en kuldbror og kuldsøster til Nick, havde debuteret på åben klasse markprøve, og begge var blevet 1. vinder i første forsøg. Kuldbroderen hedder iøvrigt Tiptopjack Dime, og mange i England mener, at han kan blive en af de nye avlsmatadorer i løbet af de næste par år. Foruden Dime, ejer Nigel selv 2 tæver fra samme kuld, som også bliver anset for at være kæmpetalenter, og Nigel lagde ikke skjul på, at Ian Openshaw (som fører disse hunde) har forventninger om, at 3 eller 4 af Nick’s kuldsøskende bliver kvalificeret til det engelske Cocker Championship i januar 2012. En kvalifikation her, kræver, som bekendt, en 1. vinder på vinderklassemarkprøve.

Nick og jeg træner videre mod det endelig mål – markprøvesæsonen 2011.

Nick har siden været igennem sin første markprøvesæson i 2011, 2 år gammel. Jeg havde store forventninger til ham, og det overliggende mål for sæsonen, var at få ham kvalificeret til vinderklassen (hvilket kræver en vinderplacering i åben kl.) og yderligere at forsøge at kvalificere ham til Markprøvemesterskabet. Begge mål nåede vi, men starten var bestemt ikke heldig, idet Nick kun blev udtrukket som reserve, på de første 4 markprøver jeg havde meldt ham til. Det var virkelig ærgeligt, for selv om Nick, grundet hans alder, bestemt ikke kan betegnes rutineret, så var han, på trods af sin alder, alligevel i topform først i oktober, hvor vi virkelig havde trænet meget op til markprøvesæsonen. Nick tog dog revanche senere, og kom igennem, og hans samlede resultater i hans første markprøvesæson blev 1 x 2. vinder og 2 x bestået – alle præmieringer opnået på A.V. prøver, altså hvor han også skulle kæmpe mod Springerne. Resultaterne betød samtidig, at Nick kvalificerede sig til Cocker Markprøvemesterskab 2011, blandt de 12 bedste Cockere i landet. Nick’s manglende rutine og alder, betød dog, at han ikke opnåede præmiering, hverken på Mesterskabet eller de 2 øvrige vinderklasser, han deltog på i januar måned 2012.
Når vi taler jagtsæson, så havde Nick en fremragende sæson i 2011, hvor hans evner og kapacitet gjorde, at jeg havde ham med på alle jagter jeg deltog på. Nick har således deltaget, som driver på godsjagter, som apportør og driver på klapjagter og vi har ligeledes deltaget på flere roughshooting dage, hvor både jeg selv og andre, har skudt fugle over ham. Sæsonen 2011, har betydet, at Nick nu er blevet mit klare førstevalg, når jeg skal vælge, hvilken hund/hunde jeg tager med på jagter og det er uanset jagtform, for hans alsidighed og samarbejdsvilje er kolosal, og som jeg tidligere har antydet, er jeg sikker på, at Nick, med lidt mere rutine, vil udvikle sig til den bedste jagthund, jeg nogensinde har ejet. Nick er her i sommeren 2012, blevet 3 år, hvilket betyder, at han rent modningsmæssigt og erfaringsmæssigt, har opnået en alder der gør, at mine forventninger til ham i vinderklassen i sæsonen 2012 er meget store, og jeg er overbevist om, at jeg i kommende sæson, vil se ham “springe ud i fuldt flor” både markprøve- og jagtmæssigt. Tiden vil vise om jeg får ret!

I Januar 2014 skete det helt vilde, at Nicks mor (FTCh Brook Furlong of Tiptopjack) vandt det Engelske Cocker Championship efter at være kvalificeret 6 år i træk. Det er i øvrigt samme præstation som Nicks far (FTCh Danderw Druid) gjorde i 2006. D.v.s. at nu er både Nicks far og mor vinder af den største markprøve af dem alle, nemlig Det Engelske Cocker Championship.

Nick’s stamtavle kan downloades her: Nick stamtavle