Fuglevig Vodka

Vodka er kuldbror til Wendy og altså født den 20.05.04. Somme tider spiller tilfældighederne en afgørende rolle i vort liv, og lad det være sagt fra starten, Vodka var lidt af en tilfældighed, for det var slet ikke meningen, at vi skulle beholde en hanhund fra Mae’s første kuld hvalpe. Netop fødslen af dette kuld hvalpe blev overværet af hele familien, incl. Helle’s 2 drenge Andreas og Frederik. Andreas var på daværende tidspunkt 9 år gammel, og da den første hanhund blev født, udbrød Andreas spontant, at ham ville han have. I starten tog jeg ikke notits af hans bemærkning, men det viste sig hurtigt, at Andreas holdt stædigt ved sit spontane udbrud, og Vodka blev derfor hos os, hvor Andreas lovede, at han ville træne Vodka og bruge ham til jagt. Denne beslutning har vi aldrig fortrudt, for Vodka er virkelig blevet “one off a kind”, og han har en helt special plads i hele familiens hjerter.

Vodka har arvet det bedste fra både sin mor og far. En fantatisk udstråling, utrolig nervefasthed og en power og fremdrift der helt tager pusten fra dem som ser ham.  Han er i stand til det ene øjeblik at være en fantastiske hårdtgående jagthund, hvis alsidighed og magen ikke findes, for i næste øjeblik at være den blide og fuldstændige rolige og velafbalancerede indehund der kan ligge i arm en hel aften eller pusle og passe små børn og hvalpe. Vodka er simpelthen en hund, som ligemeget hvad du udsætter ham for, og  hvilken rolle du sætter ham i, så synes han bare, at det er sjovt og pragtfuld. Han elsker at tirre og drille, især sin søster, og han er altid med på den værste – en rigtig gadedreng.

Andreas holdt sit ord, og han trænede Vodka, og det mest utrolige er, at når man ser Vodka jage, så tænker alle, at dette er da slet ikke til at styre, men nej da tager man fejl, Vodka er yderst styrbar og dresserbar, hvilket også understreges af, at det er en 9 års dreng, som har trænet ham fra starten, og det fungere bare, hvor Andreas og Vodka virkelig er et team. Noget der også understreger Vodka’s fantastiske temperament er, at vi alle kan tage ham med på jagt, han fungerer for os alle sammen.

Da Vodka var godt 2 år gammel, var det planen, at Andreas skulle føre ham på markprøve, men her svigtede Andreas’s mod, og han spurgte om jeg ikke ville føre ham i stedet. På daværende tidspunkt, havde jeg netop mistet min planlagte prøvehund, Fuglevig Urgent, så jeg tog imod opfordringen. Jeg finpudsede Vodka, rent træningsmæssigt, i ca. 1 måned, hvorefter han blev meldt til åben klasse markprøve. Jeg vil næsten sige – selvfølgelig – blev Vodka 1. vinder på denne prøve, for han er simpelthen unik i alle aspekter.

Efter denne succes, ønskede jeg selvfølgelig at føre Vodka videre i vinderklassen, men det var mere end svært, fordi Andreas samtidig brugte ham på jagter, hvor Vodka virkelig blev brugt til alt det grove. Han jagede med ænder i store moser, jagede med fasaner i hundredevis og blev sendt på alle de umulige apporteringer. Et liv Vodka nød og opfyldte til fulde, men også et liv som var meget lidt fremmende for hans markprøvekarriere, og efter en lille sæson i vinderklassen på markprøver, hvor han bl.a. opnåede 2 x bestået, så indså jeg, at på trods af Vodka eventyrlige tænd og sluk temperament, så var hans rolle som både grovarbejdende jagthund og finpudset prøvehund umulig at forene, hvorfor Vodka hurtigt blev pensioneret som prøvehund. Og hvad gør det, for hele familien har verdens bedste jagthund i Vodka, og hans værdi for os alle er uvurderlig.

Vodka er i 2009, 2010 og 2011, blevet far til nogle kuld hvalpe, og vi er meget spændte på at følge udviklingen af disse, for hvis han bare giver en lille smule videre af sine helt utrolige egenskaber, så venter der hvalpekøberne oplevelser af de helt store.

Vi måtte desværre aflive Vodka, den 9. april 2018  knapt 14 år gammel. Han vil aldrig blive glemt.

Vodka’s stamtavle downloades: Vodka stamtavle