Kali Kama Jason

(1988 – 2002) Lad det være slået fast fra starten, når vi taler Labradors, så er Jason den bedste hund jeg nogensinde har ejet. Jason var simpelthen en vildtfinder helt uden sammenligning, og på sine bedste dage, var det simpelthen umuligt at skyde et stykke vildt ned, han ikke kunne bringe, det uanset hvor tynd anskydningen var. Jason var virkelig en hund, hvor det engelske udtryk “outstanding” kommer til sin fulde ret, og jeg ved også, at mange, som var med i begyndelsen af 1990’erne, aldrig vil glemme ham. På godsjagter var Jason ligeledes kendt for altid at kunne finde de fugle de andre ikke kunne, og det var altid en fast regel, at manglede man vildt, så kaldte man altid på Jason’s assistance. På markprøver var Jason ligeledes kendt for at kunne eyewipe andre hunde på samlebånd og han kunne score A+ apporteringer som få.
Jason blev født den den 8. marts 1988, og var faktisk noget af et eksperiment, idet hans mor var en engelsk importeret tæve (Adventure Kali-Kama), som faktisk var meget tæt på indavl på de verdensberømte Palgravelinier. Denne tæve valgte man at parre med den første formel 1 Labrador man havde importeret til landet, nemlig Dansk Brugschampion Staindrop Tarquin. Ved denne parring fordoblede man faktisk de allerede eksisterende linier, idet Tarquin’s far var den bedste alvshan nogensinde, F.T.Ch. Swinbrook Tan.
Eksperimentet lykkedes, for alt det som har gjort Palgrave Linierne berømte, indeholdte Jason. Foruden at være en fantastisk jagthund, var Jason også en fantastisk prøvehund., hvor jeg førte Jason i 3 sæsonen, nemlig 1990-1991-1992. Hans præmieringer var som følgende:
Test/B-prøver:
1 x 1. præmie Begynder Klasse – 2 x 1. præmie Åben Klasse – 1 x 2. vinder med CK Vinder klasse – 2 x 3. vinder Vinder klasse – 1 x 4. vinder Vinder klasse

Markprøver/A-prøver
2 x 1. præmier Åben klasse – 2 x 1. vinder med certifikat Vinder Klasse – 1 x 3. vinder Vinder Klasse

Især i 1991, var Jasons helt suveræn på markprøver, ja han blev faktisk regnet som uslåelig af mange. På daværende tidspunkt var markprøverne (A-prøverne), så efterspurgte, at man kun kunne komme på 3 stk. i løbet af sæsonen. Jason kom på 3 og her opnåede han 2 x 1. vinder med certifikat og 1 x 3. vinder.  På prøven, hvor han blev 3. vinder, var han også suveræn, og burde have vundet, men en af datidens helt store problemer, nemlig uærlige dommere, var skyld i, at han “kun” blev 3. vinder. Jason måtte simpelthen ikke vinde denne prøve, og dommerne forsøgte, efter egne regler, at få ham smidt ud. Dette bevirkede bl.a., at Jason, som den eneste hund på denne prøve, havde 25 apporteringer, hvor hans konkurrenter havde det halve. Dommerne gav ham, som den eneste, hele 9 apporteringer over en stor sø, hvor han skulle bryde isen hele vejen over på den modsatte side.  De 2 hunde, som blev henholdsvis 1. og 2. vinder, fik ingen apporteringer i vandet, men det var også dengang, at der ikke var nogen regler om, at alle skulle have samme antal af apporteringer. Dommerne kunne gøre som det passede dem, og flere benyttede sig groft af dette.

På Eliteprøve 1991 (Markprøvemesterskabet), var Jason storfavorit, efter hans fantastiske sæson, men igen kom dommernes uærlighed til udtryk. Lige før middag var vi kun 6 hunde tilbage, og Jason var på dette tidspunkt den eneste hund, som var “ren” (kun A-apporteringer). Man havde indlagt et lille drev, hvor nogle fugle var blevet skudt ude bag en vold, hvor hundene første skulle forcere en bred rende med vand. Jeg blev bedt om at dirigerere Jason ud bag volden for at samle en fugl op, og jeg dirigerede ham legende let over vandet, og da han nåede op på volden, stoppede jeg ham, for at sende ham længere ud. I det øjeblik Jason stoppede oppe på volden, kom der en fasan flyvende, og en skytte kunne ikke nære sig, så han skød fuglen, og den gik dødskudt ned og ramte Jason på forbenene, så han blev slået omkuld. Jason tog selvfølgelig fuglen i munden, og kom hjem og afleverede. Jeg havde ikke sagt en lyd under seancen, men tog blot imod fuglen. Dommerne meddelte mig herefter, at Jason var udgået for at tage forkert fugl. Der blev herefter lidt opstandelse p.g.a. dommernes helt umulige afgørelse, og bl.a. mine 5 tilbageværende konkurrenter, var alle henne ved dommerne, for at få dem til at omstøde kendelsen, men intet hjalp, og jeg måtte udgå af årets Eliteprøve. Der var vel ikke noget at sige til, at jeg var ret meget oppe at køre. Dommernes urimelige behandling, betød samtidig, at Jason lige nøjagtigt mistede pointene til, at blive årets mest vindende markprøvehund i Danmark. Han blev “kun” nr. 2 på denne liste, slået med sølle 2 point af den hund som faktisk vandt selvsamme eliteprøve.

Jason’s resultater betød faktisk, at hvis resultaterne var opnået i dag kunne han have kaldt sig Dansk Field Trial Champion, men sådan var det blot ikke den gang, for da skulle man vinder 3 prøver for at blive champion. Ligesom man skulle have min. en 2. præmie på en hundeudstilling.
Da vi startede RJK i 1996, blev der indført en regel om, at hvis man blot startede på en markprøve en gang, kunne man overføre tidligere resultater, hvilket ville have betydet, at såfremt jeg havde meldt Jason, til blot en markprøve i RJK, ville han have fået titlen DK.F.T.Ch. Jeg fandt dog reglen forkert, hvorfor jeg valgte ikke at benytte mig af den, hvorfor Jason altså aldrig fik sin titel, selv om han var fuldt berettiget og præmieret til den.

Jeg havde selvfølgelig, ligesom flere andre, store forventninger til Jason som alvshan, men her skete katastrofen desværre, idet der allerede ved hans første kuld hvalpe i 1992, med min egen Sparkfield Dee Dee som mor, kom hvalpe med muskelsvind. Dette bevirkede, at jeg tog Jason ud af avlen, og jeg måtte bl.a. ringe til 8 opdrættede, som i 1992, havde bestilt parringer ved ham, for at fortælle dem, at han var taget ud af avlen.

Jason forblev indtil sin død, knapt 14 år gammel, mig en fremragende jagthund, som jeg aldrig vil glemme.