Årets sidste jagt Eliselund
(søndag 22.12.13) I dag havde vi sidste jagt på Eliselund i år 2013. Helle, jeg samt 6 af vore venner, havde en rigtig fin hyggejagt, hvor vi gik og skød over vore Spaniels i 2 timer. Vi var 8 skytter hvoraf vi var 4 som også gik med Spaniels. Resultatet var tilfredsstillende med 9 fasankokke på paraden (se billede), men det kunne sagtens have været blevet til flere, idet vi havde 30 fasaner på vingerne. Dagens oplevelse for mig, var en apportering Nick havde af en vingeskudt kok bag ud i terrænet. Det var ikke hans flush, hvorfor han ikke så den, men jeg dirigerede ham til nedfaldsstedet, og herfra forsvandt han ude af syne. Efter et godt stykke tid vendte han tilbage med den sprællevende fugl i munden. Det er sådan en situation man husker meget længe. I øvrigt har vor debutsæson på Eliselund været yderst tilfredsstillende, idet vi nu har skudt 71 stk. fuglevildt i år. Vi er dog ikke færdige endnu, fordi vi selvfølgelig har hele januar måned med til at skyde kokke, og mon ikke der ryger et par stykker mere på tasken.
Fuglevig Keens markprøvedebut
(mandag 02.12.13) I dag var der åben klasse markprøve på Bognæs, som ligger i bunden af Roskilde Fjord, og vor unge Springertæve, Fuglevig Keen var tilmeldt med Helle som fører. Det var Keen’s debut på markprøver, og det gik fremragende, idet Keen og Helle blev 3. vinder, og resultatet betød samtidig, at Keen kvalificerede sig til deltagelse på vinderklasse markprøver. Keen er normalt en meget hårdtgående tæve som faktisk viser sig aller bedst i hårdt terræn (brombær o.l.), men selv om Keen i dag blev budt på åbne terræner (strandenge) afsluttende med gode kvasdynger, viste hun alligevel sit kæmpetalent i søget med 2 lange slip, hvor hun fik rejst fugl til aller sidst og lavede pænt apporteringsarbejde på den anskudte fugl, som havde flyttet sig lidt fra nedfaldsstedet. Da Keen kun lige er fyldt 2 år, vil hun ikke blive ført mere på markprøver i denne sæson, men vil blive gemt væk (og trænet yderligere) til næste sæson/år, hvor hun så vil blive ført i vinderklassen. Det var en super dag for Helle, for det var samtidig hendes fødselsdag, og hendes suverænt bedste fødselsdagsgave var netop Keen’s 3. vinder, som er fremkommet efter næste 2 års træningsarbejde. Helle glæder sig rigtig meget til markprøvesæsonen 2014.
Første jagtdag på Eliselund
(lørdag 19.10.13) Som tidligere omtalt, har Helle og jeg fra i år, lejet 110 hektar jagt under Ravnholt Gods, kaldet Eliselund. I dag havde vi vor første jagtdag, og det blev heldigvis en kæmpe succes, som overgik hvad vi havde drømt om. Vi var 7 personer, hvoraf de 5 gik med Spaniels og ialt 6 af de 7 personer skød tillige. Vi har valgt at afholde alle jagtdage som roughshooting, da det er her både Helle og mins store interesse ligger og dagens resultat blev i alt 26 fasaner, fordelt med 12 kokke og 14 høner. Træfsikkerheden var rimelig, men der kunne sagtens have ligget meget mere på paraden, så vi er også fortrøstningsfulde til de kommende jagter. Endvidere havde vi en super stemning i gode venners lag og hvad der var aller vigtigst for os, havde vi rigtig mange super situationer med hundene. Udover mange fasaner havde vi også 3 snepper for, som desværre ikke blev leveret, men vi glæder os allerede rigtig meget til næste jagt om 14 dage. I morgen søndag har vi atter en jagtdag, hvor vi skal på Brahesborg Gods og hjælpe til med hundene. Igen en dag vi ser frem til med forventning, og der er slet ingen tvivl om, at vore hunde vil være rigtig trætte i morgen aften.
“En på opleveren”
(mandag 16.09.13) I går søndag, fik Helle og jeg en meget speciel oplevelse som vi aldrig vil glemme. Christina og Klavs (skytte på Hverringe og hans bedre halvdel) havde inviteret os til Spanieltræning på en lille ø ud fra Hindsholm på det nordligste Fyn. Øen var på ca. 35 hektar, og det helt specielle var, at her var vilde kaniner i et anseeligt antal. Øen ligger ca. 200 meter fra land, og vi kom der over i en lille robåd, og det må have været “et syn for guder”, at se os ro derover – 4 voksne mennesker, 5 hunde og oppakning, men vi kom i land, og havde en helt fantastisk dag. Vejret var overskyet og blæsende, hvilket betød, at kun få kaniner var oppe fra deres huller, men de havde sat fært overalt, og alene antallet af “kaninlorte” og gravede huller fortalte om, at antallet af kaniner på øen var stort. Dette betød fantastisk træning for vore hunde. Selv om vi var på øen i ca. 5 timer, nåede vi ikke ud i alle hjørner, men hvilket overdådigt spanielterræn det var med strandenge, brakstykker, tuegræs og buske, og selv om vore hunde endnu ikke er i topform, så betød den megen fært, at de arbejdede for fulde damp i adskillige timer, kun afbrudt af en overhyggelig frokost, hvor Christina (som sædvanligt) havde sørget for hjemmelavede lækre sandwich. En helt igennem uforglemmelig dag, som vi ikke kan takke Christina og Klavs nok for.
Countryways Conor af Fuglevig er i Danmark
(lørdag 31.08.13) Så skete det – Conor er kommet hjem, jeg hentede ham i aftes hos Christina og Klavs på Hverringe. Som det også fremgår af billedet ser og er han rigtig sød, men han er en af de mindste 10 ugers springerhvalpe jeg nogensinde har set. Nu har jeg importeret hunde fra England i mange år (den første i 1992), og med kun en undtagelse (Nigel Partiss fra kennel Tiptopjack) har jeg aldrig oplevet, at hvalpene er fodret og passet, som vi gør her i Danmark eller i hvert fald her på Kennel Fuglevig. Vi har selv springerhvalpe p.t. og godt nok har vi kun 3 hvalpe, hvorfor de får meget at spise hos deres mor, og er derfor store af deres alder, men vore hvalpe på 4 uger, er faktisk større end Conor er på knapt 10 uger. Han er tydeligvis socialiseret godt, men han er simpelthen ikke fodret ordentligt, og jeg tror ikke han endnu har fået ormekur, hvilket jeg gav ham, straks jeg kom hjem, og resultatet var da også, at der er kommet orm ud af ham i dag. Han skal nok vokse ordentlig til alligevel, nu da han får noget ordentlig foder. Det kan godt være, at han er lille, men i guder hvilket lækkert temperament. På trods af 15 timers hjemrejse fra England og blive flyttet rundt på flere adresser og blandt mange fremmede mennesker, for slutteligt her hos mig, at blive lukket sammen med 10 voksne hunde, er han fuldstændig “cool” og logre glad med halen hele tiden og er ikke bange for noget som helst i denne verden. Jeg kan kun mindes en gang før, at have oplevet et sådan temperament i den alder, og det var, da jeg i 1999, fik Robinsmoor Lane af Fuglevig hjem fra England. Også han var på daværende tidspunkt 10 uger og han tacklede det hele på nøjagtig samme måde som Conor. Tør jeg tro på, at jeg har fået en ny Lane ? – I så fald ville min helt store drøm gå i opfyldelse. Jeg vil indenfor den nærmeste tid, oprette hans egen side under Springer Spaniels, og her vil du kunne følge hans yderligere udvikling.
Countryways ? kommer til Danmark.
(Tirsdag 27.08.13) Som tidligere omtalt på denne side, har jeg bestilt ny Springer hanhvalp i England. Countryways ? (FTCh Clearmeadow Flash of Countryway – FTW Countryways Pip). I første omgang var det planen, at jeg selv ville hente ham i september måned, men da det viste sig, at han faktisk var 1-2 uger ældre end jeg først troede (født 24.06.13), så passede det præcist med, at en god ven af huset, Christina, var i England på træningsturne, og som altid, var Christina straks positiv, da jeg spurgte hende om hun kunne have hvalpen med hjem. Derfor ser jeg frem til, at Christina ankommer til Danmark på fredag, for selv om jeg har set mange videoer og billeder af ham, så er det altid spændende, at se ham “live”. P.t. ved jeg faktisk ikke engang hvad han hedder, udover sit kennelnavn, men det vil papirerne jo afsløre. Som altid med en hvalp, er der store forventninger til ham, men man kan aldrig være sikker. En ting der er sikkert er, at han har en fremragende stamtavle der passer meget perfekt til vor tævelinie. Du vil selvfølgelig kunne læse mere om ham på disse sider efterhånden som han vokser til.
En rigtig travl sommer
(søndag 04.08.13) Helle og jeg har haft en utrolig travl sommer, idet vi har valgt at blive boende på Tyrsbjergvej og samtidig med besluttet den helt store renovering af hus og omgivelser. Vi har fået indlagt jordvarme, offentlig vand, fået nye fuger omkring alle vinduer og døre, fået udskiftet punkterede vinduer, fået lagt helt ny flisebelægning med ny østvendt terrasse, ekstra fliser ved kennelen, isoleret alle rør i kennelbygninger og fået langt varmt vand ind her også. Vi har også valgt at leje et stykke jagt under Ravnholt Gods – hele 110 hektar pragtfuldt roughshooting terræn, som hedder “Eliselund”, og som vi glæder os rigtig meget til at bruge i efteråret. Den mest glædelige beslutning har dog været, at vi i går, lørdag den 3. august, valgte at gifte os på Odense Rådhus efter 11 års samliv. Vi havde en pragtfuld dag med den nærmeste familie, hvor vi efter bryllupscermonien spiste frokost på Munkebo Kro, hvorefter vi kørte til Tyrsbjergvej for at få kaffen i vidunderligt vejr. En rigtig dejlig og minderig dag, der satte punktum for en meget travl sommer.
Ny Springer hanhvalp på vej til kennel Fuglevig
(torsdag 18.07.13) Igennem de sidste mindst 18 måneder, har jeg været på udkig efter en ny Springer han (fremtidig avlshan), og planen var, at jeg ville købe en færdigtrænet hanhund i England eller Irland. Kravet var, at denne han skulle være sort/hvid og linieavlet på Int.F.T.Ch. Trawsgoed Lad of Caldyview, den måtte samtidig meget gerne være markprøvepræmieret og max. 2 år. Mine kontakter i England og Irland har derfor været på udkig gennem mere end 1 år, men de er alle vendt tilbage med samme besked: “En sådan hanhund fandtes ikke”. En af dem, som jeg havde kontaktet, var Dave Templar fra Countryways kennelen, og han fortalte mig dog, at han i løbet af dette forår/sommer ville lave en kuld hvalpe, som han selv forventede sig rigtig meget af, samtidig med, at kuldet både farve- og afstamningsmæssigt præcist ville opfylde mine krav. Moderen til hvalpene var, hvad Dave selv betegner, som hans nye markprøvestjerne, en sort/hvid tæve, F.T.W. Countryways Pip (kaldet Tara), som i 2012 var blevet 1. vinder på en Novice (åben kl. markprøve i England), og som ville blive ført i vinderklassen i år. Tara var igen efter Daves super avlshan, F.T.W. Raven Inquest, som de seneste år har vist sig at være en super avlshan, idet han er far til Irsk Championshipvinder 2011, F.T.Ch. Countryways Judy of Sliabh, ligesom han er far til den Irske markprøvestjerne F.T.Ch. Sliabh Treasure, som var blevet 2. vinder på Irsk Championship i 2012. Tara er altså halvsøster til disse 2 supertæver. Tara’s mor, Countryways Emily er meget tæt linieavlet på netop Int.F.T.Ch. Trawsgoed Lad of Caldyview. Tara ville blive parret med Dave’s sort/hvide superhan F.T.Ch. Clearmeadow Flash of Countryways (kaldet Milo), som i 2012 var blevet 3. vinder og bedste hanhund på Engelsk Championship. Milo farfar er ligeledes Trawsgoed Lad og Milo’s mor er en yderst interessant tæve, som nærmest er indavlet på en af de bedste tæver nogensinde, Int.F.T.Ch. Philips Girl, som vandt Engelsk Championship i 1998, og som burde have vundet igen i 1999, men blev her fradømt på det groveste, hvorfor hun “kun” blev 2. vinder. Her i starten af juni måned, kontaktede Dave mig igen, og fortalte, at Tara ville føde sidst i juni, og hvis jeg ønskede det, kunne jeg blive 1. vælger til kuldet. Jeg slog til, og Tara fødte 8 hvalpe her i slutningen af juni, hvor der var 2 sort/hvide hanner jeg kunne vælge imellem. David har samtidig sendt en video samt ovennævnte billede af kuldet (14 dage gammmel). Jeg vil selv hente hvalpen først i september og jeg glæder mig allerede. Du kan se hvalpens stamtavle her: Countryways s:h han
Bogen – “F.T. Spaniels & Retrievere” kan nu købes her
(tirsdag 02.07.13) Ovennævnte bog, som jeg har skrevet sammen med Niels Egelund Faddersbøll har heldigvis været en succes, og står efterhånden i mange jægerhjem i Danmark og øvrige Norden. Successen har betydet, at oplaget snart er udsolgt, og på den baggrund har Niels og jeg besluttet, at dele restoplaget mellem os. Det betyder, at man nu kan købe bogen ved henvendelse på min mailadresse: fuglevig@mail.dk. Bogen koster stadig kr. 350,- incl. moms og forsendelse. Beløbet skal indbetales på min bankkonto (reg. nr. 2005 – konto 0726-222-231) med oplysning af navn og adresse, og herefter vil bogen blive fremsendt hurtigst muligt. Bogen er oplagt til nye Spaniel- og Retrieverejere, men kan også bruges af mere øvede, der måske ønsker at få ny inspiration til deres træning. Som sagt er bogen snart udsolgt, men du kan endnu nå at få dit eksemplar ved henvendelse til undertegnede. Se i øvrigt mere under “Træning”.
Brush er parret —- med Vodka!!
(tirsdag 04.06.13) Som meddelt tidligere var Brush kommet i løbetid, og jeg havde håbet at kunne parre hende med Beechbrook Drake af Nykilde. Igen spillede naturens luner ind, idet Drake simpelthen ikke var interesseret i Brush. Godt nok er Drake en ældre herre på 10 år, men han havde i ugen op til Brush’s besøg, haft besøg af 2 andre tæver, som han parrede uden problemer. Vi prøvede med Brush og Drake, hver dag siden i torsdag, men med samme resultat. Nu er Brush jo også en rutineret tæve, og hun viste, at hun var klar, og derfor tog jeg til min dyrlæge i går mandag, og efter et skrab, som blev sat under miskroskop, var der ingen tvivl, Brush var højløbsk og havde ægløsning. Jeg tog derfor igen ned til Drake i går aftes, men med nøjagtig samme resultat som tidligere. Nu var gode råd dyre, og jeg valgte derfor, da jeg kom hjem, at prøve med vor egen rutinerede hanhund, Fuglevig Vodka (se billede og hans egen side), og det lykkedes straks og de hang sammen i 25 minutter. Nu er Vodka også søn af min tidligere superhan, Robinsmoor Lane af Fuglevig, og altså halvbror til Drake, og Vodka har da også tidligere haft 3 kuld hvalpe med Brush, hvor vi bl.a. selv har beholdt Fuglevig Keen (se hendes side), men årsagen til, at jeg i første omgang ikke ville bruge Vodka denne gang på Brush var, at der i deres hidtidige 3 kuld kun var kommet sort/hvide tæver og ikke sort/hvide hanner, og planen er jo, at jeg selv vil beholde en sort/hvid han fra dette Brush’s sidste kuld hvalpe. Jeg håber derfor, at naturens luner igen spiller ind og der kommer en sort/hvid han alligevel, som jeg kan beholde. Det med, at Drake ikke ville parre Brush, har jeg tidligere set ved ældre hanner. Der kan godt være tæver, som de af ukendt årsag, simpelthen ikke bryder sig om, og derfor ikke vil parre. Det hører til sjældenhederne, men er altså set før. Kombinationen Vodka/Brush kender vi i forvejen, og de har i alle 3 hidtidige kuld givet superhvalpe, så vi ved godt hvad der kommer som resultat, så må vi se om farven også kommer til at stemme. Vi kan forvente, at Brush føder i uge 32.
Brush er kommet i løbetid
(tirsdag 21.05.13) I går opdagede jeg, at Brush (se billede) var kommet i løbetid, hvilket vi har ventet på et stykke tid. Hun kan godt have startet et par dage tidligere uden jeg har bemærket det, men som tidligere meddelt her på siden, er det planen, at Brush nu skal have sit sidste kuld hvalpe og faderen til kuldet bliver, som det kan læses nedenstående F.T.W. Beechbrook Drake af Nykilde. Vi forventer, at Brush bliver parret i slutningen af næste uge, og hvis det stemmer, vil hun skulle føde hvalpe i uge 31 (slutningen af juli), hvilket igen betyder, at hvalpene vil være salgsklare i uge 39. Vi er meget tilfredse med de hvalpe Brush hidtil er blevet mor til, hvor vi bl.a. selv har en datter efter hende (Fuglevig Keen – se hendes side), og derfor er det helt naturligt for os, at vi vil beholde en sort/hvid hanhvalp fra dette hendes sidste kuld. Kuldet vil i øvrigt være ren linieavl på vores tidligere superhan Robinsmoor Lane af Fuglevig. Hvis nogen skulle være interesserede i hvalp fra dette kuld er de velkommen til at kontakte os på mail: fuglevig@mail.dk eller tlf. 23 20 68 12. Stamtavle på hvalpene vil kunne downloades her: Fuglevig Punch
Hanhund til Brush er valgt
(søndag 05.05.13) Vor Springertæve, Fuglevig Brush (nederste billede), skal have sit sidste kuld hvalpe så snart hun blive løbsk, hvilket vi forventer sker her i maj måned. Vi har længe gået og spekuleret på, hvilken hanhund vi skulle vælge til Brush, dog lå en ting helt fast, og det var, at vi igen ville lave linieavl på vor tidligere superhan, Robinsmoor Lane af Fuglevig. Da Lane er morfar til Brush, var feltet begrænset til, at finde en søn efter Lane, og helst en sort/hvid, og på den baggrund blev vort valg oplagt, og Brush vil derfor blive parret med F.T.W. Beechbrook Drake af Nykilde (øverste billede). Drake har tidligere vundet en vinderklasse markprøve og er efterhånden blevet 10 år, men er stadig i fuldt vigør. Jeg har kendt Drake lige fra han blev født, og har trænet og været på jagt sammen med ham et utal af gange, ligesom jeg har set mange af hans hidtidige hvalpe, og både Drake selv og hans hvalpe, indeholder alt det vi elsker hos en Spaniel. Vi kunne også have valgt, at bruge vor egen avlshan, F.T.W. Fuglevig Vodka, som også er en Lane søn, og som tidligere har haft 3 kuld hvalpe med Brush, men problemet her var, at de 3 kuld efter Vodka og Brush aldrig har givet en sort/hvid han, men kun sort/hvide tæver, og derfor valgte vi Drake. Vi vil nemlig selv beholde en sort/hvid han fra dette sidste kuld som Brush skal have. Hvis nogle skulle ønske hvalp fra dette kuld er de velkommen til at kontakte os. Stamtavlen på kuldet kan downloades her: Fuglevig Punch
Optælling af dåvildt på Romsø
(mandag 29.04.13) I går blev jeg en meget stor oplevelse rigere, idet jeg var blevet inviteret med på Romsø for at tælle dåvildt. Romsø er en lille ø, som ligger nord for Kerteminde på Nordfyn. Øen ejes af Hverringe Gods og er på ca. 100 hektar, og den eneste måde at komme derover på, er ved at sejle. Hverringe Gods har egen motorbåd med plads til max. 17 personer og det tager ca. 30 minutters sejllads fra Kerteminde havn. Romsø har en helt enestående og totalt uspoleret natur, som kun ses meget få andre steder, idet naturen faktisk har været uberørt af mennesker og fået lov til at passe sig selv. Øen er samtidig et eldorado for vildtet, hvor der foruden et fantastisk fugleliv (også med mange fasaner) er en stor bestand af dåvildt. Der findes ingen ræve eller andre rovdyr på øen, så dåvildt og fugle kan få lov til at udvikle sig som det passer dem. Der bliver afholdt jagter på øen i efterårssæsonen, idet det selvfølgelig er nødvendig med en regulering af dåvildtbestanden, da denne ellers (uden andre fjender end mennesket) ville udvikle sig så eksplosivt, at der til sidst ikke var nok naturlig føde på øen. Det ville betyde, at dåvildtet så ville dø af sult. Vildtet på øen passes af Hverringe Gods skytte Klaus Frahm-Rasmussen. Skov og naturstyrelsen ønsker at holde styr på mængden af dåvildt på øen, og derfor optælles disse en gang årligt. I går var vi 15 mænd/kvinder afsted, og vi fordelte os i en lang kæde, og gik herefter i linie på tværs af øen. Hver enkelt skulle tælle det dåvildt, som gik igennem kæden til venstre for en. Da optællingen var færdig spiste vi vor medbragte mad i den fantatiske natur og gik herefter på sightseeing for så at sejle hjem igen kl. 14.00. Det var en enestående oplevelse, og jeg tog rigtig mange billeder. Oven i selve oplevelsen var vi så heldige, at have et fantastisk vejr med høj solskin og ca. 12 graders varme. Det er forhåbentlig ikke sidste gang jeg har været på Romsø.
Winnie er parret
(mandag 25.02.13) Her til aften er Winnie blevet parret for 1. gang, præcist på 12. dagen for hendes start på løbetiden, hvilket beviser, at hendes cyklus er fuldstændig normal. Her første gang gjorde det selvfølgelig lidt ondt på Winnie, hvor imod Nick, som altid, tog det hele med ophøjet ro og arrogance, hvor han parrede som en rutineret avlshan. Winnie vil selvfølgelig blive forsøgt parret flere gange, men ellers er der så kun at krydse fingre for alt forløber perfekt, for så vil hun skulle føde sine hvalpe omkring Store Bededag den 26. april. Vi vil selvfølgelig bringe nyt her på siden om hvordan det går.
Winnie er kommet i løbetid
(onsdag 13.02.13) Endelig er vor Cocker tæve, Tiptopjack Harmony af Fuglevig (se billede), dagligt kaldet “Winnie” kommet i løbetid. Hun er ca. 14 dage forsinket i forhold til hvad vi havde regnet med, men som vi alle tidligere har kunnet konstatere, kan vi ikke styre naturens gang. Løbetiden er konstateret i dag, men jeg vil ikke udelukke, at hun måske har været løbsk et par dage. Som tidligere fortalt, vil Winnie blive parret med vor Cockerhan Tiptopjack Nickel af Fuglevig (Nick). Vi forventer hun skal parres sidst i næste uge. Da det er første gang for både Winnie og Nick, krydser vi fingre for at alt går vel, og vi vil selvfølgelig opdatere her på siden omkring det videre forløb.
Jagtsæsonen er slut
(fredag 01.02.13) I går sluttede jagtsæsonen, hvor Helle og jeg havde en superdag på Hverringe gods. Vi var 6 hundefolk, som var samlet til roughshooting, og vi havde en fremragende dag, hvor hundene og hundearbejdet var i centrum. Det blev til ialt 21 fasankokke skudt over hundene, og der blev virkelig leveret hundearbejdet til topkarakterer. På dette tidspunkt er hundene rent fysisk i topform og vi blev da også vidner til flere fremragende flush og ikke mindst omkring apporteringerne så vi flere vingeskudte og løbende fugle, som blev bragt til stor fryd for os alle. Vi må dog også indrømme, at lydigheden til tider haltede lidt, og det var tydeligt, at hundene ind i mellem var “lidt for selvstændige”, hvilke betød, at de enkelte gange hentede fuglene lidt hurtigere end ønsket. Men en fremragende og minderig dag i gode kammeraters selskab, som var en værdig afslutning på en jagtmæssigt super sæson, omvendt jeg, rent markprøvemæssigt, ikke nåede det der var målet inden sæsonen, men vi må vende stærkt tilbage i næste. Nu vil hundene få en pause i februar måned, for det kan ikke undgåes, at de efter 50 jagtdage siden 1. september er lidt slidte, og der er nogle rifter og skrammer som skal heles. Om ca. 1 måned, vil vi starte træningen af vore hunde langsomt op for henover sommeren at sætte fuldt tryk på, sådan at vore hunde vil være i optimal form, når jagtsæsonen 2013 starter. Vi glæder os allerede.
Hjemmesiden
(søndag 06.01.13) I går morges, for et år siden, indsatte jeg ny tæller på min hjemmeside, og derfor var det ret spændende at se, hvor mange besøgende der har været gennem dette år. Ialt er der registreret 76.240 hits/klik på hjemmesiden, og dette er foretaget af 33.074 forskellige personer. Dette svarer til, at der gennemsnitligt det seneste år har været 209 klik dagligt foretaget af 91 personer. Det er overvældende tal, som bestemt giver mig “blod på tanden” til fortsat at opdatere hjemmesiden mindst en gang om ugen. Jeg vil gerne takke for den store og nærmest overvældende interesse, og jeg vil bestræbe mig på, også i 2013, at informere læserne ikke kun om hvad der foregår her på Kennel Fuglevig, men også hvad der foregår både her i DK og i udlandet omkring vore hunde.