Nyheder Danmark 2016

Star er blevet parret

(torsdag 22.12.16) Vor Cockertæve, Maesydderwen Seren of Tembokali (Star) er de sidste 3 dage blevet parret med vor super Cockerhan, Tiptopjack Nickel af Fuglevig. Om alt går vel betyder det vi kan forvente hvalpe omkring 20. februar 2017. Parringen er en gentagelse fra foråret 2016, hvor Star og Nick også havde et kuld hvalpe, og hvorfra vi selv har beholdt Fuglevig Wilma, dagligt kaldet Puppy.
Umiddelbart er alle hvalpe forudbestilt, men opstår der en uventet situation med flere hvalpe end forventet eller en meget skæv kønsfordeling på kuldet, så kan der opstå nye muligheder. Interesserede kan følge med på siden “Hvalpe/til salg”, når der sker nyt.

“Lige ved og næsten”

mesterskab-2016I netop overståede weekend afholdte Klubben for FT Spaniels deres markprøvemesterskab (Danmarksmesterskab). Jeg var kvalificeret hos Cockerne med Star (Maesydderwen Seren of Tembokali). Lørdag havde Star og jeg vores 1. slip på Ravnholt Gods og hun gik fremragende og viste hele hendes store potentiale. Dommerne fortalte mig efterfølgende, at Star førte konkurrencen klart efter alle hunde havde været igennem 1. slip. Spændingen var derfor stor, da vi mødte på Bognæs (beliggende i bunden af Roskilde Fjord) søndag, hvor Star så skulle have sit 2. slip. Star lagde ud i flyvende stil og hun gik et fantastisk søg på strandengene på Bognæs. Det eneste vi manglede var en fugl, men den sad der desværre ikke. Efter hun havde søgt i 5-10 minutter, begyndte hun at trække fremad, og jeg måtte arbejde hårdt for at holde hendes korte søg, men jeg fornemmede tydeligt, at nu havde vi fugle foran os, som løb fremad. Efter et stykke tid havde makkerhunden et flush, og fuglen blev desværre skudt ned tæt på Star. Dette var for fristende for hende, og hun knaldapporterede på fuglen, og var derefter ude. Som dommerne fortalte, at blot der havde siddet en fugl indenfor de første 5-10 minutter af hendes søg, havde hun vundet mesterskabet klart, og kunne derved havde opnået titlen Danmarksmester 2016. Selv om jeg ærgrede mig gul og grøn, viser situationen også samtidig, at det ikke er nok kun at have en super hund, der skal også held til, og det havde vi desværre ikke. DM blev vundet af Hunting Hills Chili med ejer/fører Søren Kold. Et kæmpe tillykke til Chili og Søren samt de 2 øvrige præmierede hunde. Star og jeg prøver næste år igen.

En OK start på markprøvesæsonen

Conor siddende 28.09.16Star sept. 2016(torsdag 20.10.16) For mit vedkommende er markprøvesæsonens første 20 dage startet rimeligt. Hver af mine 2 markprøvehunde, henholdsvis Springeren, Countryways Conor af Fuglevig (Conor) og Cockeren, Maesydderwen Seren of Tembokali (Star) har været på hver 3 markprøver – alle i vinderklassen. Conor er blevet præmieret med et bestået på alle sine 3 prøver og Star har opnået bestået på 2 af sine 3 prøver. 5 markprøvepræmieringer ud af 6 mulige er ok, men jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg deltager for at opnå mere, men præmieringerne bevidner om et højt bundniveau hos begge hunde. Star er således allerede kvalificeret til Cocker Mesterskabet gennem hendes 3. vinder i januar måned på Valdemar Slot, mens Conor endnu mangler en vinderplacering for at kvalificere sig til Springer Mesterskabet. Det håber jeg selvfølgelig kommer, og begge hunde er tilmeldt yderligere prøver i slutningen af oktober samt i november. Jeg håber begge kommer igennem nåleøjet.

Årets anden markprøve

Conor Frijsenborg 07.10.16(lørdag 08.10.16) I går var jeg på min anden vinderklasse markprøve i år. Denne gang på Frijsenborg Gods, som er beliggende ved Hammel, ca. 10 km vest for Århus. Jeg havde denne gang begge mine prøvehunde med, nemlig Countryways Conor af Fuglevig (Conor – se billede) og Maesyddersen Seren of Tembokali (Star). Conor understregede, at han i forhold til sin debutsæson sidste år, nu er blevet 1 år ældre, hvilket giver sig udtryk i større modenhed og dermed også et højere bundniveau. Hans første slip i rigtig godt og overskueligt terræn i nogle foderstriber langs et hegn, gik han et rigtig flot medvindssøg og havde 2 flush og apporteringer, og gik videre til 2. runde med et par skønhedsfejl. Vi var dog igen 14379960_10210595596274981_6341603182163693819_ouheldige i 2. slip (nøjagtig som på første prøve), idet vi igen kom op i uoverskueligt terræn i nogle mandshøje graner, hvor oversigtsforholdene nærmest var ikke eksisterende. Han havde dog 2 flush, hvor den ene var anskudt og faldt udenfor indhegningen. Efter jeg havde løftet ham over hegnet, havde han en god apportering på fasankokken, som havde flyttet sig et stykke for nedfaldsstedet. Men det er utrolig svært at komme frem i den hårde konkurrence, når  man ikke rigtig kan se hunden i det ene slip, så igen opnåede Conor et bestået, nøjagtigt som på den første prøve. Conor har nu været på 2 prøver i år, og er altså præmieret på dem begge. Jeg glæder mig til den dag, hvor vi får begge slip i overskueligt terræn. Star var også med på prøven, og gik faktisk rent søgsmæssigt, et fantastisk første slip, hvor jeg blev helt høj af at gå bag hende, for hun gik virkelige fremragende. Vi var inde et godt stykke tid, før hun til sidst fandt fugl i en tot vissent græs. Fuglen flaskede desværre meget lavt fremad i terrænet, og det kunne Star ikke stå for, hvorfor hun flyttede sig 2-3 meter, hvilket selvfølgelig var for meget, og hun udgik derfor helt fortjent. Vi kommer igen.

Årets første markprøve

gyllingnaes-01-10-16(tirsdag 04.10.16) I lørdags, den 1. oktober, deltog Conor og jeg på årets første vinderklasse markprøve, som blev afholdt på Gyllingnæs Gods, som er beliggende i Jylland ved byen Odder. 16 hunde deltog, og de blev budt på lidt af hvert hvad terræn angår. Conor havde et noget uheldigt første slip i et meget uoverskueligt terræn, hvor der sad rigtig mange fasaner. Da hverken Conor, jeg eller for den sags skyld dommeren, kunne se ret meget af hvad der foregik, blev det et meget ujævnt slip, hvor Conor dog havde 2 flush og 2 apporteringer, men præstationen var ikke til topkarakter. 2. slip foregik heldigvis på Gyllingnæs fantastiske strandenge, og her var der fuld overblik, og efter lidt ulydighed i starten, gik Conor faktisk et rigtig godt slip, hvor han fik vist hans fremragende vildtfindenden egenskaber i medvinden. Han havde 1 flush på en fasankok, som der dog blev skudt forbi til. Efter det dårlige 1. slip, var det optimale vi kunne opnå, et bestået, og da dagen var omme, viste det sig, at dommeren kunne præmiere 4 hunde. En 2. vinder, en 3. vinder og 2 x bestået, hvor Conor var den ene af dem. En ok start på sæsonen.

Hvalpedag på Kennel Fuglevig

Keen/Conor hvalpe 2016(søndag 18.09.16) I dag afholdte vi hvalpedag, for vore hvalpekøbere her fra 2016, hvor vi har haft 2 kuld hvalpe (indtil nu). 7 Springer hvalpe efter Keen og Conor født den 9. april og 4 Cocker hvalpe efter Nick og Star født den 6. juni. Selvom hvalpekøbere var fra det meste af Danmark mødte samtlige op, og det var rigtig dejligt at se hvalpene igen, og vi fik taget en del Star/Nick hvalpe 2016billeder af kuldene samlet. Vi har selv beholdt en tævehvalp fra hvert kuld for at bygge videre på vor avl. Dagen blev brugt til at give hvalpekøberne ideer og små øvelser indtil hvalpene er gamle nok til at starte den egentlige træning. Dagen blev afsluttet med kaffebord på terrassen og det så ud som om, at samtlige deltagere nød samværet og det var rigtig spændende for os som opdrættere, at se hvordan hvalpene havde udviklet sig, siden de forlod os 8 uger gamle. Nu venter vi så på årets sidste kuld hvalpe, nemlig Cockerhvalpe efter Nick og Winnie som vi forventer kommer til verdenen i kommende uge.

Mit team til jagt- & markprøvesæsonen 2016

Team for 2016 sæsonen(onsdag 11.08.16) Forberedelserne til jagt- & markprøvesæsonen 2016 er i fuld gang og især træningen af de hunde jeg skal benytte i sæsonen er blevet kraftigt intensiveret og vil fortsætte helt frem til den egentlige sæson starter den 1. oktober. Dette betyder daglig træning, som foregår på Eliselund i forbindelse med fodring af vore fasaner. Jeg tog i dag dette billede af teamet som fra venstre er Fuglevig Tweed (1 år gammel og nok det største talent jeg nogensinde har trænet), Tiptopjack Nickel af Fuglevig (Nick 7 år still going strong og jagthunden som altid er med), Maesydderwen Seren of Tembokali (Star 4 år og håber hun kan forhøjes til “Super Star” i denne sæson) og længst til højre Countryways Conor af Fuglevig (3 år og lige nu den bedste af de 4). Jeg har store forventninger til sæsonen, fordi jeg i mine 37 år med jagthunde, ikke kan mindes at have haft et samlet stærkere team end dette.

4 Fuglevig Cockere

Fuglevig Cockere(tirsdag 02.08.16) Siden jeg afsluttede de officielle træninger medio juni, har vi skulle igang med vore egne hunde, så de kan være topfit og klar når jagt- og markprøvesæsonen starter. Dette har betydet, at vi bl.a. træner fast hver mandag på Eliselund, og for at lægge ekstra pres på hundene, har vi inviteret andre Fuglevig opdrættede hunde med. Dette betød, at vi i går mandag, kunne tage ovenstående billede, som er ret specielt. Alle 4 Cockere på billedet har det tilfældes, at de er opdrættede her på Kennel Fuglevig og samtidig er alle 4 efter Tiptopjack Harmony af Fuglevig (Winnie) og Tiptopjack Nickel af Fuglevig (Nick) dog fra 2 forskellige kuld. På billedet fra venstre er Fuglevig Ruby (fra 2014) ejet af Tom Østrup. Dernæste Fuglevig Tico (2015) ejet af Nete Errboe, Fuglevig Rosie (2014), ejet af Henrik Lyneborg og længst til højre vor egen Fuglevig Tweed (2015). Med på træningsholdet er selvfølgelig også Helle med 2 Springere også af vort eget opdræt, nemlig Fuglevig Scarlet og Scarlets mor, Fuglevig Keen. Træningen går faktisk rigtig godt.

Conor er i dag blevet far til endnu et kuld hvalpe

Conorhvalpe hos Brian(lørdag 30.07.16) Vor super Springerhan Countryways Conor af Fuglevig (se hans side), er i dag blevet far til endnu et kuld hvalpe. Tæven Only’s Daisy fødte 4 hanner og 2 tæver (se billede) her til formiddag og alle hvalpe er sort/hvide og har det super. Daisy er en tæve, som indeholder vor afstamning, idet Brian og Helle, som ejer Daisy, købte Daisy’s mor, Fuglevig Only, her hos os tilbage i 2001. Only fik så sit sidste kuld hvalpe tilbage i 2009, hvor Daisy så stammer fra. Kuldet er det 5. som Conor bliver far til i år, og det meget pudsige er, at alle hidtidige hvalpe er sort/hvide, hvilket faktisk er ret unikt, idet 2 af de 5 mødre er brun/hvide, og endda brun/hvide i flere generationer bagud. Skulle nogen være interesserede i en hvalp fra dette kuld henviser vi gerne til Brian og Helle som har opdrættet hvalpene.

Winnie er parret

FullSizeRender(fredag 22.07.16) De sidste 3 dage har vore Cockere Tiptopjack Harmony af Fuglevig (Winnie) og Tiptopjack Nickel af Fuglevig (Nick) parret og vi forventer derfor hvalpe omkring 20.-21. september. Om alt går vel vil hvalpene være salgsklare 15.-16. november. Nick har også været far til Winnies tidligere 3 kuld hvalpe, og dette 4. kuld vil blive Winnies sidste. Vi har været yderst tilfredse med Winnie og Nicks hidtidige hvalpe, hvor vi selv har beholdt Fuglevig Tweed (se hans side). Du kan læse mere under “Hvalpe/til salg”.

Winnie er startet løbetid

IMG_3888(mandag 11.07.16) Her til morgen har vi kunnet konstatere, at vor Cockertæve Tiptopjack Harmony af Fuglevig (Winnie) er gået i løbetid. Hun er lidt forsinket i forhold til forventning, men nu skulle den være god nok. Winnie vil om ca. 10-12 dage blive parret med vor Cockerhan Tiptopjack Nickel af Fuglevig (Nick). Winnie og Nick har tidligere haft 3 kuld hvalpe sammen, og vi har selv den røde hanhund, Fuglevig Tweed fra denne kombination ligesom vi har kunnet følge flere andre på tæt hold og vi har været meget tilfredse med resultatet ligesom vi kun har fået meget positive reaktioner fra de tidligere hvalpekøbere. Vi var derfor ikke i tvivl, da vi skulle finde avlspartneren til Winnie ved dette hendes sidste kuld hvalpe. Vi bringer nyt når parringen er foretaget.

Star har født

1 døgn gamle(mandag 06.06.16) I går fødte vor Cockertæve Star (Maesydderwen Seren of Tembokali). Det blev til 3 hanner og 1 tæve. Hun fødte en tæve mere, men den lod vente længe på sig, hvorfor den desværre var død ved fødslen. Der er 1 brun han og resten af hvalpene er alle sorte. Faderen til kuldet er vor egen superhan Tiptopjack Nickel af Fuglevig (Nick). Vi vil selv beholde den enlige tæve. Du kan læse mere under “Hvalpe/til salg”.

Den skulle være god nok – Star er med hvalpe

Star 4 uger før fødsel(fredag 13.05.16) Som oplyst nedenstående, blev vor importerede Cocker tæve Star parret med Nick den 6. april og da det er Stars første kuld hvalpe, er det altid spændende at se om det lykkedes. Nu små 4 uger før fødsel ser det lovende ud, og vi tør godt tro på at hun er med hvalpe, hvilke billedet, taget i går, også viser. Hvalpene er solgt på forhånd, hvor det er meningen vi selv skal beholde en tæve.

1 hanhvalp til salg efter Keen og Conor

Mangler at sælge(fredag 13.05.16) Hvalpene har det strålende og vi havde alle ude på græsset i går for første gang. Vi har en hanhvalp til salg og ham nåede vi også lige at tage et billede af i går (se billede). Interesserede er velkomne til at kontakt os på tlf. 23206812 eller på mail: fuglevig@mail.dk. Under “Hvalpe/til salg” vil man kunne downloade hvalpenes stamtavle ligesom man kan læse mere om forældrene, Fuglevig Keen og Countryways Conor af Fuglevig under deres respektive sider her på hjemmesiden. Vi vil selvfølgelig opdatere yderligere hvordan det går med hvalpene som i øvrigt vil være 8 uger og dermed salgsklare den 4. juni.


Keen har fået hvalpe

nyfødte(søndag 10.04.16) I går og i nat har Keen født og det samlede resultat blev 5 tæver og 2 hanner – alle sort/hvide. Alle hvalpene er meget ens og både Keen og hvalpene har det fint. Jeg skal nu til at kontakte dem som har forudbestilt hvalp for at få overblik over om vi evt. har nogle hvalpe til salg. Umiddelbart kunne det se sådan ud, men det vil jeg melde mere ud omkring her på hjemmesiden i løbet af et par dage.
Dette kuld hvalpe er det 3. kuld som er født indenfor de sidste små 14 dage, hvor min hanhund Countryways Conor af Fuglevig er far og det kunne bestemt se ud som Conor er dominant sort/hvid, for de ialt 21 hvalpe efter ham er alle sort/hvide, selvom den ene af mødrene var brun/hvid. Keens hvalpe vil i øvrigt være 8 uger og dermed salgsklare lørdag den 4. juni.

Star og Nick har parret i dag

Parret 06.04.16(onsdag 06.04.16) I dag er vor importerede supertæve FTW Maesydderwen Seren of Tembokali (Star) blevet parret med Tiptopjack Nickel af Fuglevig (Nick). Hun vil selvfølgelig blive parret yderligere de næste dage. For at være helt sikker på Stars ægløsning, har vi været hos dyrlægen nogle gange for, gennem blodprøver og skrab, at få hende tjekket. Prøverne sagde, at optimal parring skulle være i dag og i morgen, så mulighederne for hvalpe skulle være de bedste. Vi kan derfor forvente hvalpe i uge 23 (omkring 8. juni). Som tidligere nævnt, vil vi selv beholde en tæve og evt. øvrige hvalpe er solgt på forhånd med mindre der kommer en meget skæv kønsfordeling. Vi vil opdatere yderligere, når der sker nyt.

Conor er blevet far til sit første kuld hvalpe

Conor marts 2015(onsdag 30.03.16) Som fortalt tidligere, har vor Springerhan, Countryways Conor af Fuglevig haft sine første tæver til parring i januar/februar måned og i fredags blev det første kuld hvalpe født hos Mikael Jensen, Kennel Sweepstake. Tæven Moorlands Lucy (Int.FTCh Butlerstown Buddy – Helmsway Hailey) fødte 8 hvalpe fordelt med 5 hanner og 3 tæver. At Conor åbenbart slår hårdt igennem i avlen, bevidnes af, at alle 8 hvalpe var sort/hvide på trods af, at moderen, Lucy, er brun/hvid, samtidig med, at begge Lucy’s forældre også er brun/hvide. En af de nærmeste dage, vil næste kuld hvalpe hvor Conor er far, blive født (på Sjælland) samtidig med, at vor egen tæve, Fuglevig Keen, skal føde om ca. 1,5 uge. Vi kan i øvrigt oplyse, at Keen er meget tyk, og på den baggrund har vi forventning om et rimelig stort kuld, da Keen er tykkere nu, end ved sit kuld sidste år, hvor hun fødte 7 hvalpe. Vi vil selvfølgelig bringe nyt, når Keen har født.

Star er gået i løbetid

25.04.15(tirsdag 29.03.16) Vi har desværre ikke kunnet opdatere denne hjemmeside p.g.a. manglende internetforbindelse, men jeg kan oplyse, at vor Cocker tæve Maesydderwen Seren of Tembokali (Star) gik i løbetid i torsdags den 24. marts, og hun vil derfor blive parret med vor hanhund, Tiptopjack Nickel af Fuglevig (Nick), formodentlig kommende weekend. Hvis alt går som planlagt kan vi derfor forvente hvalpe i starten af uge 23. Vi vil meddele her på siden, når parringen forhåbentlig er overstået. Vi skal selv beholde en tæve fra kuldet, men ellers er hele kuldet forudbestilt, hvorfor det ikke er muligt at reservere hvalp. Skulle der komme en meget skæv kønsfordeling i kuldet, vil der opstå nye muligheder, men så vil vi selvfølgelig meddele dette her på siden.

Keen og Conor har parret første gang i dag

Jan. 2014marts 2015(lørdag 06.02.16) I dag har vor springertæve Fuglevig Keen og Springerhan Countryways Conor af Fuglevig parret første gang. Der har altid været noget særligt mellem netop Keen og Conor – nogen kalder det vist kærlighed – og det gav sig også udslag i dag, hvor alt gik op i en højere enhed, hvor de hang sammen hele 35 minutter. Keen vil selvfølgelig bliver parret yderligere de næstkommende dage, men det betyder også, at vi kan forvente hvalpe omkring 9. april, hvilket igen vil betyde, at hvalpene vil være salgsklare omkring 4 juni. Du kan læse mere under “Hvalpe/til salg”. I øvrigt har Conor haft en travl tid de sidste små 1,5 uge, idet Keen var den 3. tæve han har parret. Dejligt at opleve, at også andre opdrættere har fået øjnene op for hans enorme kvaliteter.

Keen er gået i løbetid

Keen 25.12.15(søndag 31.01.16) Ca 1,5 måned før forventet har vi konstateret, at vor Springertæve Fuglevig Keen er startet løbetid. Vi konstaterede første blødning i torsdags og forventer hun skal parres om ca. 1 uge.
Som tidligere meddelt vil Keen blive parret med vor Springerhan Countryways Conor af Fuglevig. Vi har meget store forventninger til denne parring, da Conor netop blev købt hjem fra England for at passe perfekt til vor tævelinie, hvor netop Keen er 4. generation. Det var meningen, at Conor allerede sidste år skulle have parret Keen, men han var simpelthen for umoden på daværende tidspunkt. I mellemtiden har Conor parret en anden tæve (se nedenstående) så vi forventer, at alt denne gang går efter planen. Vi kan forvente hvalpe først i april måned og krydser fingre for, at alt forløber uden problemer. Vi har hvalpebestillinger til kuldet, men har endnu plads til et par reservationer. Interesserede kan læse under “Hvalpe/til salg” omkring proceduren for bestilling af hvalp her på Kennel Fuglevig. Vi vil selvfølgelig opdatere yderligere når Keen er blevet parret.

Conor har debuteret som avlshan

MPM 2015 e (1)(tirsdag 26.01.16) Min Springerhan Countryways Conor af Fuglevig har de sidste dage haft den første tæve til parring. Som vanligt her i huset, skabte dette lidt problemer i starten, da Conor så absolut ikke betragter sig selv som alfahan, hvorfor han ikke mener det er “lovligt” at parre en tæve. Noget alenetid sammen med tæven, gjorde dog underværker, og hun er nu blevet parret flere gange – sidste gang endda hvor jeg stod ved siden af.
Som man kan læse på Conors egen side, har vi kæmpe forventninger til ham, ikke kun som jagt- og markprøvehund, men så sandelig også som avlshund. Foruden vi selvfølgelig selv vil bruge ham til vore 2 Springertæver (Fuglevig Keen og Fuglevig Scarlet) har andre udefra også vist stor interesse for at bruge ham i avlen, og Conor får allerede tæve nr. 2 til parring i næste uge. Vi er meget spændte på at se hans første hvalpe, men med hans stamtavle i tankerne, og det faktum, at hans moster netop har vundet  Det Engelske Springer Spaniel Championship, kan det næste kun blive super.

Markprøvesæsonen 2015/16 sidste markprøve

Valdemar Slot 17.01.16 a(mandag 18.01.16) I går deltog jeg på årets sidste markprøve (for mig). Det var en Cocker vinderklasse markprøve afholdt på Valdemar Slot på Sydfyn. Fantastisk terræn (udelukkende hårde brombær) med en fremragende fugletilgang, i hvert fald for Cockerne. Star (Maesydderwen Seren of Tembokali) gik fremragende i begge slip og endte med at blive 3. vinder (se billede) – hvilket kvalificerer hende til Dansk Markprøvemesterskab i december 2016. En ok afslutning på sæsonen, selvom jeg må indrømme, at jeg efter hendes 2 slip havde forventet noget mere, men dommerne besluttede ikke at udnævne en 1. vinder hos Cockerne, men kun 2. og 3. vinder samt 2 bestået.
Som nævnt var dette sæsonens sidste markprøve og som helhed endte sæsonen med 5 markprøvepræmieringer for mit vedkommende. Min Springer han Conor gjorde det over al forventning på trods af hans unge alder, idet han fik henholdsvis en bestået og en 3. vinder i åben klasse og nåede også en 2. vinder i vinderklassen, hvilket kvalificerede ham til Markprøvemesterskabet 2015. Min Cockertæve Star, var også kvalificeret til Markprøvemesterskabet gennem et bestået tidligere på sæsonen, men man valgte at stramme kvalifikationskravet til deltagelse få dage før selve Mesterskabet, hvilket betød vi gled ud. Et plaster på såret var det dog, at Star i går kvalificerede sig til Markprøvemesterskab 2016, hvor hendes 3. vinder  burde være garanti for deltagelse. For Stars vedkommende blev sæsonen “lige ved og næsten”. Hun havde 2-3 markprøver, hvor hun lå til absolutte topplaceringer, men hvor hun desværre “skred i svinget” til aller sidst. Både Conor (2 år) og Star (lige blevet 4 år) er dog endnu så unge, så de begge har deres bedste tid foran dem, og jeg vil komme stærkt igen til efteråret 2016.