Glenbriar Sean

(1990 – 2002) Glenbriar Sean blev født den 28.09.90 på den verdensberømte Kennel Glenbriar i Nordirland, opdrættet af Bobby Robertson.
Sean havde, nøjagtig som andre hunde jeg har importeret, en fantastisk afstamning. Hans far, Tasco Green Drake, var kuldbror til Engelsk Championshipvinder F.T.Ch. Tasco Dancing Brave of Willowyck, men var ejet af en almindelig jæger, hvorfor han aldrig blev ført på markprøver. Imidlertid har Alan Rountree (ejeren af Kennel Tasco) engang fortalt mig, at Green Drake faktisk var en bedre hund end Brave, og rigtig mange havde forgæves forsøgt at købe Green Drake, men alle havde fået nej. Sean’s mor var den meget berømte tæve, F.T.Ch. Glenbriar Skippy, som vandt det Irske Championship i 1989.

Jeg købte Sean allerede som hvalp, og Sean har, uden sammenligning, været den Labrador jeg har ejet med det højeste bundniveau. De 2 første år af Sean liv, brugte jeg meget tid på at træne ham, og det mest utrolige var, at herefter var det som om, at han aldrig glemte sin træning. Populært sagt, kunne jeg, efterfølgende, tage Sean direkte ud af hundegården, uden forudgående træning, og han kunne gøre sig gældende på enhver vinderklassemarkprøve simpelthen p.g.a. hans enormt høje bundniveau, hvor han aldrig fejlede.
Sean var bestemt ingen smart hund, men var, hvad man kan kalde, en opgaveløser, hvor han aldrig svigtede. Han var ekstremt rolig på post, selv under skydning af rigtig mange fugle. Sean manglende smartnes gjorde, at han kun blev ført meget få gange på Working Tests/B-prøver, hvor imod han på markprøver/A-prøver blev ført i 4 sæsoner. Sean’s høje bundniveau gjorde, at han marcherede legende let gennem de lavere klasser. Jeg debuterede med ham på prøver i foråret 1993, hvor han hurtigt fik 2 x 1. præmie på åben klasse Test/B-prøver, og i september måned samme år fik han 1. præmie på åben klasse markprøve/A-prøve, og var herefter kvalificeret til vinderklassen.
På daværende tidspunkt, var det at komme på markprøver/A-prøve vinderklasse så eftertragtet, at det, gennem lodtrækning, kun var muligt at komme på 3 prøver i løbet af en sæson. I Sean’s 4 markprøvesæsoner deltog han på ialt 14 vinderklasse markprøver, og her blev han placeret mellem de 4 bedste hele 11 gange. De 3 prøver hvor han ikke endte mellem vinderplaceringerne, blev han nr. 5 eller 6, men dengang var der ikke noget der hed udmærkelse. Sean har aldrig deltaget på en vinderklasse marprøve uden at have gennemført blandt de bedste, men han manglende smartnes, gjorde desværre, at han aldrig blev 1. vinder, men udelukkende nr. 2, 3 eller 4.

Sean’s samlede resultat gennem 4 markprøvesæsoner blev.:
1 x 1. præmie åben klasse – 2 x 2. vinder med CK vinder klasse – 6 x 3. vinder vinder klasse – 3 x 4 vinder vinder klasse
På Working Test/B-prøve skulle man dengang igennem præmieringer her for at deltage på markprøver, så Sean blev ført 2 gange i åben klasse, begge med 1. præmie, og en gang stillede jeg ham for sjovt på en vinderklasse Test, her blev han 2. vinder.
Mig bekendt er der ingen andre Labradors i DK, som kan fremvise et så højt bundniveau som Sean, altså det aldrig at have været udgået på en prøve.

Foruden at være prøvehund, var Sean selvfølgelig også først og fremmest en fremragende jagthund, og hans stabilitet og ekstremt høje bundniveau, gjorde ham til min uvurderlige følgesvend på dette område, hvor vi, på daværende tidspunkt var afsted måske 50 gange på en sæson. På trods af Sean’s fremragende afstamning samt hans utroligt høje bundniveau, så betød hans manglende smartnes nok, at han aldrig blev brugt alvorligt i avlen.
Jeg havde selv en kuld hvalpe med ham på min stamtæve, Ernevale Neath af Fuglevig, og fra dette kuld kom 3 tæver som senere fik en vis betydning. Det var Fuglevig Brush som jeg selv beholdte. Fuglevig Birdie som blev solgt til Kennel Rosefield, v/Bente og Michael Rosenlund. Birdie opnåede adskillige vinderplaceringer på markprøver og blev senere mor til flere tophunde. Fuglevig Blace blev solgt til  Dorte og Anders Jensen, og også hun opnåede flere flotte placeringer, ligesom hun blev stammor til Kennel Top-Gun, som har haft flere successer bag sig.

Sean måtte desværre aflives 12 år gammel efter at være blevet kørt ned af en bil, men han vil aldrig blive glemt.

 

Billedet af Sean og jeg er taget i 1994 på Fænø Gods, hvor jeg igennem 13 sæsoner var fast apportør.