
Vi har fået Cocker hvalpe
Torsdag morgen den 17. juli fødte vor Cocker tæve Fuglevig Gwen sine hvalpe. Som altid med Gwen klarede hun det hele til UG og hendes talt 4 hvalpe blev født i løbet af 3 timer. Det færdige resultat blev 3 hanner (alle sorte) og 1 tæve (rød). Far til kuldet er vor egen engelske import Tiptopjack Wildfire af Fuglevig. Samme forældre havde også et kuld hvalpe sammen i 2024, og fra dette kuld beholdte vi selv Fuglevig Sam. Sam er et meget stort talent som vi har de største forventninger til. Vi har ligeledes haft 2 andre kuldsøskende til træning her, og også disse lover virkelig godt. Efter vi fik et afbud fra en reservation 2 dage før fødsel har vi derfor 2 sorte hanhvalpe som stadig ikke er afsat. Interesserede er meget velkomne til at kontakte mig på tlf. 23206812 eller mail: ogd@kennelfuglevig.dk. Hvalpene vil være i 8 uger gamle og afhentningsklare 11. september.

Fuglevig Pearl er desværre gået tom
(lørdag 21.06.25) Vor Springertæve, Fuglevig Pearl, som ellers var sat til at føde om 8 dage er desværre gået tom. Vi tog til dyrlægen i går, for at finde ud af hvor mange hvalpe der var i hende, men røntgenfotograferingen viste desværre der slet ikke var nogen hvalpe i hende. Vi havde ellers sikret os ved både at få hende progesteron testet inden parring, ligesom hun var blevet herpesvaccineret, men intet har altså hjulpet. Vi beklager meget overfor dem som havde forhåndsreserveret hvalp efter hende, men vi kan desværre ikke styre naturens gang. Vi vil prøve at få Pearl parret i hendes næster løbetid, men mere herom senere.

Vi har fået afbud/flytning af 1 cocker hvalp, hvorfor der åbnes for reservation
(09.05.25) Som det kan læses nedenstående, så forventer vi Cockerhvalpe medio juli efter Fuglevig Gwen og Tiptopjack Wildfire af Fuglevig. En af dem som har reserveret tævehvalp har kontaktet os, for at flytte deres bestilling af hvalp til 2026. Grunden herfor var, at de skulle på en længere rejse, der betød, at det ville passe dem bedre først at få hvalp i 2026. Dette betyder samtidig, at der til 2025 kuldet så kun er reservertion på 1 tæve og 2 hanner, hvilket så igen betyder, at vi er åbne for reservation af 1 tævehvalp yderligere. Interesserede kan kontakte mig på mail: ogd@kennelfuglevig.dk eller tlf. 23206812. Læs i øvrigt under “Hvalpe/til salg”, under hvilke betingelser man reservere hvalp på Kennel Fuglevig.


Vor Cockertæve – Fuglevig Gwen er endelig gået i løbetid
(07.05.25) Vi og dem som har reserveret hvalpe efter hende, har gået og ventet et stykke tid, men nu er den der, vor røde Cockertæve Fuglevig Gwen er gået i løbetid. Vi forventer hun bliver parret omkring 17.-18. maj med vor egen engelske import, Tiptopjack Wildfire af Fuglevig (Fire). Fire og Gwen havde også et kuld hvalpe sammen i 2024, hvorfra vi selv beholdte hanhunden Fuglevig Sam (se hans side). Dette bliver Gwen’s sidste kuld hvalpe. Vi har forud reservationer på 2 tæver og 2 hanner, og da dette er Gwen’s normale antal hvalpe i et kuld, tager vi ikke imod flere reservationer, før vi ser hvordan det endelige kuld ser ud. Vi bringer selvfølgelig nyt, når der sker yderligere i sagen.

Vor Springertæve Fuglevig Pearl er parret
(30.04.25) I dag er vor Springertæve af 6. generation Fuglevig Pearl blevet parret første gang med hanhunden Fuglevig Forrest. Om alt går vel kan vi forvente hvalpe omkring 28.-29. juni. Du kan læse mere om Pearl på hendes egen side, men far til kuldet Fuglevig Forrest (kaldet Kiwi) er opdrættet hos os, men er ejet og ført af Christoffer Rise. Kiwi er Christoffers første rigtige jagthund han har trænet fra bunden, men alligevel har parret opnået 1. vinder på Working Test samt bestået på åben klasse markprøve. Kiwi er som nævnt født her hos os og er efter tæven Fuglevig Scarlet og vor importerede hanhund Countryways Conor af Fuglevig. Vi har store forventninger til dette kuld, fordi det er linieavl på 2 af de bedste Springere vi har haft nemlig tæven Fuglevig Keen og Countryways Conor af Fuglevig.